Ikke meget at tilføje

Der er sagt og skrevet så meget om den her film, at jeg ikke vil tilføje ret meget. Men jeg vil godt muntre mig lidt over Berlingskes filmanmelder, der i sin Oscar-føromtale skrev om The Shape of Water:

“Problemet er bare, at filmen i sin bestræbelse på at tilgodese den politiske korrekthed også kommer til at negligere den gode filmfortælling.”

Det synes jeg simpelthen er komisk. For selvom filmen ikke er noget episk mesterværk, så er det en god film – og filmfortællingen er der ikke noget i vejen med. Det kan godt være, at en hvid mand finder det mærkeligt at sidde og se to kvinder, en brun og en hvid, en ældre hvid bøsse og en havmand indtage lærredet, men jeg fandt det ærligt talt ikke spor mærkeligt. Heller ikke, at skurken var en hvid mand. En af filmens helte er i øvrigt også en hvid mand, men det passer ikke ind i Kristian Lindbergs fortælling om PC.

Musicalstemning

Filmen foregår i 1957 og soundtracket – som for en stor dels vedkommende strømmer ud af det TV, Elisas nabo har kørende non-stop – er alle de skønneste Hollywood musicals. Filmens handlingskurve, scenografi og replikskifter er også i klassisk musical-stil, men der er altså ingen, der sådan for alvor bryder ud i sang. At hovedpersonerne hedder Elisa og Zelda er næppe tilfældigt… Zelda spilles i øvrigt af den skønne Octavia Spencer (billedet), som vi tidligere har set i Hidden Figures.

Jeg tror, at Guillermo del Toro ønsker at fortælle os noget om, at vi ødelægger det skønne og fantastiske og forsøger at undertrykke alt, der er anderledes. Jeg ser det, men jeg mærker det ikke i hjertet, desværre.

Åh, scenografien!

Jeg kunne se filmen igen bare for at høre musikken og se den farvemættede scenografi med de mange finurlige og dejlige detaljer, men det bliver ikke for den store filmkunst.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.