Flere langsomme film, tak

Ja ja, tænker I straks, hun er en gammel kone, hun kan ikke længere klare tempoet. Men det er altså ikke det (tror jeg da). Det er mere, at sådan en langsom film, der dvæler ved sine scener og scenerier, udgør en dejlig kontrast til alt det andet, der flimrer så hurtigt forbi. Ligesom det at sidde i biografens mørke og hengive sig også er en kontrast til det toskærmshelvede mange af os udsætter os selv for, når det er hjemmebiografen, det gælder.

Nå men, ‘Call me by your Name‘ er sådan en langsom film, og jeg blev mindet om en stærk oplevelse fra min barndom. Jeg er vokset op i en småborgerlig middelklassefamilie, hvor samtaler sjældent stak dybere end en pind i Vadehavet. Som 12-13 årig blev jeg så introduceret til en familie, der var helt, helt anderledes. De spillede musik, de læste bøger, de gik i teatret, de VIDSTE noget om ting. Og de talte om det hele tiden – ved middagsbordet med et altid varierende antal gæster – over teen, i haven, overalt. Og selvom de blev højrøstede, blev ingen nogensinde ubehagelige, og de talte vitterligt om alt! En veritabel øjenåbner for mig – milevidt fra den familie jeg selv voksede op i.

En rigtig familie?

Familien, som filmens hovedperson er yngstemand i, er netop sådan en familie. Akademiske, behagelige, gæstfrie, åbne, tolerante… I det hele taget udmærker Call me by your Name sig ved, at der ikke er en eneste af karaktererne, der ikke er et venligt og ordentligt menneske! Altså, hvornår har du sidste set det?

Vi er i 80’erne på et bedårende landsted i det nordlige Italien. Den amerikansk/jødiske familie bor der ikke hele året, men nok til, at alle taler italiensk. Familien har angiveligt en tradition for at have en sommergæst – en forsker hjemme fra USA, der skal have ro og landluft til at skrive. Sommerens kønne unge forsker, Oliver, betager straks alle, inklusive Elio, vores hovedperson, der endnu er uafklaret omkring sin kønsidentitet. Imidlertid bliver han meget hurtigt bevidst om, at hans betagelse af Oliver, strækker sig noget udover det intellektuelle fællesskab, de også hurtigt får.

Den sommer, man finder sin (seksuelle) identitet

Elio er et højspændt, højtbegavet, musikalsk (vidunder)barn, der er lidt af en enspænder – dog ikke mere enspænder, end at han indleder et forhold til en pige fra byen. Hun kommer imidlertid hurtigt til at spille andenviolin, da først Oliver får antydet, at han måske også ser Elio som andet og mere end den unge kloge-Åge, der viser ham rundt på egnen og vitterligt ved alt, det er værd at vide om, ja, stort set alt.

Call Me by Your Name - Still 1Elios forældre er både distræte, diskrete og samtidigt årvågne. En meget sjælden men højst attråværdig kombination af egenskaber hos forældre. Det resulterer i, at de to får ret frit løb, og et smukt, søgende og legende kærlighedsforhold opstår.

Det lyder måske kedeligt eller som noget, der burde være forbeholdt folk med en forkærlighed for homoerotik, men sådan er det ikke. Det er en elegant film, og de erotiske scener er netop dét, erotiske – hævet over hvilke køn det er, der har sex.

callmebyyourname2

Tag med på cykelture i det dårende dejlige italienske landskab og hop med de unge i den lokale sø. Sid med ved frokoster i det grønne og hæng ud på terrassen med denne dejlige, tænksomme familie og deres venner, mens du glæder dig over den erotiske gnistren i den hede sommerluft. Det fik jeg i hvert fald lyst til.

Og det er ikke bare mig: blandt mange andre nomineringer er den også nomineret til fire Oscars.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s