Néné må heller få genlæst Skaknovelle

Filmen om Stefan Zweig, er et lille mesterværk i den temmelig vanskelige genre, kunstnerportrættet. Filmen hedder Vor der Morgenröte på tysk. Min medbiogænger og jeg var enige om, at den danske titel Farvel til Europa faktisk er temmelig misvisende. På det tidspunkt, hvor vi møder Zweig, har han for længst forladt Tyskland og rejser rundt i Brasilien, som han ligefrem skrev en bog om, så begejstret var han for landet. Ud over en afstikker til det isnende kolde New York City i januar, er vi i Brasilien og øvrige mellemamerikanske og sydamerikanske lande.

Zweig læste jeg som helt ung

Jeg indrømmer, at jeg aldrig har læst andet af Zweig end hans portrætbog om Marie Antoinette og den i titlen omtalte Skaknovelle, som jeg tror jeg læste i gymnasiet eller kort tid efter. Sidstnævnte gjorde et kæmpe indtryk på mig, men da jeg sad og så filmen, blev det tydeligt, at jeg nok burde genlæse den. Mon ikke jeg vil få en del mere ud af den nu? Den er på 100 sider, så den er virkelig i den overkommelige ende!

Smuk scenografi

Det er en meget fin film, der – noget overraskende – har en helt fabelagtig scenografi. Åbningsscenen er bjergtagende, simpelthen, og gentagne gange i løbet af filmen er der de fineste scenografiske detaljer, som man mere ville forvente i en film om en billedkunstner end i en om en forfatter.

1942

Filmen slutter i 1942 på et tidspunkt, hvor hele den vestlige verden troede, at krigen var tabt. At Hitler, fascismen, nazismen, brutaliteten, grumheden, myrderierne, etc. ville vinde, og at verden ville blive et helt, helt forfærdeligt sted. Denne film er værd at se alene for det perspektiv, som vi er tilbøjelige til at glemme – selvom der faktisk er ved at komme filmisk fokus på den: Lone Scherfigs fine Their Finest Hour og Christopher Nolans storfilm Dunkirk foregår begge i samme periode.

Stefan Zweig portrætteres kærligt men usentimentalt – han var nok en stor forfatter, men han var også patetisk og selvmedlidende, når det stak ham. Det er helt vildt at se, hvordan en østrigsk forfatter kunne blive en verdensstjerne dengang, modtaget med kæmpe banketter og hornorkestre i fjerne verdensdele!

En film på mange sprog

Filmens instruktør, Maria Schrader, er tysk, og hun stod også selv for manuskriptet. I filmen taler alle de “rigtige” sprog – dvs. at Zweig taler tysk med sine kone, sin ex-kone, etc. og engelsk og fransk og lidt spansk med diverse andre mennesker. Det fungerer simpelthen så godt, og det minder os om, at datidens intellektuelle sjældent talte mindre end tre hovedsprog. Det er gået lidt nedad bakke desangående!

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s