er tennis min favorit at se på. Og det har det været, siden jeg som helt ung sad inde i stuen og så Wimbledon i timevis, mens mine forældre kaldte fra haven og ikke fattede, at jeg ikke kom ud og nød solen sammen med dem.

Men hvordan kunne jeg det, når Bjørn Borg spillede? Jeg havde ikke noget crush på ham, men hans kølige aldrig-smilende stil og hans dødbringende serv var to ting, der fik mig til at beundre ham.

Filmen Borg er instrueret af en dansker, Janus Metz (Armadillo), der var seks år, da Borgs femte Wimbledon-finale, der er filmens omdrejningspunkt, blev spillet, så han sad ikke selv på den yderste sofakant dengang. Det har dog ikke forhindret ham i effektivt at genskabe spændingen, som jeg genoplevede på kanten af sædet i biografen.

Jeg synes, Sverrir Gudnason rammer Borg vældig fint, selvom han er lidt kønnere end Borg 😉 Til gengæld er jeg ikke helt vild med Shia LaBeouf som McEnroe – jeg savnede den charme, som McEnroe også havde udover sin frækhed og hidsighed.

Jeg havde taget den 16-årige med i biffen, og han var meget begejstret, skønt han nærmest kun kendte Borg fra undertøjsserien og aldrig havde hørt om McEnroe. Det tyder jo på, at Metz har ramt noget, der rækker langt ud over både 80’erne og tennis.

Skøn film!