Alle tre hovedpersoner i denne spanske krimi, May God Save Us, er vrede, ja, rasende, mænd. Faktisk kan denne film slet slet ikke bestå Bechdel-testen, og den har ikke, som Dunkirk, gode undskyldninger. Kvinderne i filmen har yderst perifere biroller – ja, de fleste er faktisk døde på det tidspunkt, vi møder dem.

Filmen foregår i Madrid under en hedebølge, hvorefter man straks forestiller sig noget hed Almodovar-agtig sex i glødende farver. Det kan man imidlertid godt glemme. Det eneste, varmen fremkalder i denne film, er agression og sved – masser af sved. Man kan – heldigvis kun næsten – lugte den i biografen.

Intrigen er godt tænkt og handlingen er gedigent spændende. Men – den er for lang. Det sker meget, meget sjældent, at jeg kigger på uret, når jeg er i biffen, men det gjorde jeg altså her.

De to hovedkarakterer er begge politifolk, der aldrig skulle have været politifolk. De er ikke dumme eller bøvede, som man ellers tit ser politifolk afbilledet, men mangler selvkontrol i uhyggelig grad. Både Antonio de la Torre, der spiller den umiddelbart forsagte og meget stammende af politifolkene, og Roberto Álamo (foto herover), der spiller den charmerende hidsigprop, der til enhver tid handler, før han tænker, udfylder deres roller med stor overbevisning. Den tredje hovedperson, skurken (Javier Pereira), er virkelig klam på den der good-looking måde. Urgh.

Filmens instruktør, Rodrigo Sorogoyen, er vist ret ukendt uden for Spanien, hvor han tilsyneladende mestendels har instrueret tv-serier. Jeg siger ikke, at han skulle have holdt sig til det, men måske skulle han have haft nogen til at hjælpe sig med at klippe filmen ned, så den fik en mere effektiv spændingskurve. Og måske få smidt lidt mere emotionel dybde ind i karaktererne – deres eklatant manglende evne til at gebærde sig får vi faktisk ikke rigtigt nogen forklaring på. “Jeg har altid haft problemer med kvinderne pga min stammen,” er altså ikke nok for mig!