Néné tror ikke på ånder

Personal Shopper‘ er navnet på en af tidens meget omtalte film og samtidig navnet på hovedpersonen, Maureen (Kristen Stewart)’s job. Hun rejser rundt i Europa hos tøjdesignere, luksus 2nd handbutikker, skobutikker og juvelerer og indsamler beklædning til sin arbejdsgiver, der er en eller anden form for celebrity.

Samtidig er hun i dyb sorg, fordi hendes tvillingebror er død af en hjertesygdom, som hun også selv bærer. Broderen kaldte sig selv for et medium – vi får aldrig rigtigt at vide, hvordan det gav sig udslag, andet end at han havde en god intuition – og havde sagt til søsteren, at den af dem, der døde først, skulle sende den efterlevende et tegn på, at de var okay i de dødes rige. Og det går Maureen så rundt og venter på.

Det er meget uhyggeligt, men rykker desværre ikke noget hos mig. Jeg har det fint med, at personer oplever lyde og ser ting ud af øjenkrogen, som de tolker som noget overnaturligt. Vi kender alle sammen følelsen. Men når det overnaturlige så bliver rigtigt overnaturligt (svævende glas, poltergeists), så står jeg altså af. Jeg savnede også mening med filmen og mening med flere af de mange, mange løse ender, den har. Fx. præsenteres vi ret grundigt i begyndelsen for Hilma af Klint, hvis hele kreative værk var baseret på hendes tro på noget overnaturligt. Men derefter hører vi intet – og Maureen præsterer intet kunstnerisk på basis af sin overtro.hilma_af_klint_1907_-_the_key_to_the_work_up_to_this_point

Jeg står dog temmeligt alene med min misfornøjelse. I Cannes vandt Olivier Assayas prisen for bedste instruktør, og flere toneangivende anmeldere både i udlandet og herhjemme er begejstrede. Kim Skotte i Politiken giver den fx 5 hjerter. Han synes, at filmens eksistentielle temaer (som fx søgen efter identitet) folder sig ud – jeg synes mere, de har karakter af postulater.

Jeg bør vel også sige noget pænt, og det kan jeg sagtens: Kristen Stewart er virkelig god – søgende, usikker, dumstædig og som et forvildet rådyrkid fanget i bilens lange lys. Musikken er god – ja, sine steder nærmest original. Og jeg elsker ideen med at introducere Hilma af Klint, selvom det ærgrer mig, at det ikke rigtigt følges til dørs. Noget andet jeg rigtigt godt kan lide er den skønne blanding af nationaliteter og steder. Maureen er amerikaner i Paris og bipersonerne har flere nationaliteter, der alle taler deres eget sprog. Og da hun ser en video fra Moderna Museet om Hilma af Klint, hører vi det svenske speak, der så er tekstet.

Taget i betragtning, at så meget af filmen kredser om det smarte tøj Maureen udvælger til sin klient, er det lidt spøjst, at det eneste stykke tøj, som jeg virkelig syntes godt om, er en sweater som Maureen selv bærer i nogle af de indledende scener. Den kan ses herover. Kan nogen ikke lige strikke den til mig?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s