Har haft travlt og holdt ferie, så det var ugevis siden, jeg havde været i biffen. Pga min kærlighed til tiden omkring forrige århundredeskifte og min relativt nyfundne kærlighedsaffære med fransk film, valgte jeg uden at kigge nærmere og efter en pludselig indskydelse sent på aftenen at se Mysteriet ved Slack Bay (Ma Loute). For mig personligt var det ikke noget godt valg – det er en komedie af falde-på-halen-typen (ja, faktisk har jeg ALDRIG set så mange falde på halen på så kort tid – Gøg og Gokke fremstår Shakespeariansk i forhold) og det var jeg ikke klar til.

Det er jeg muligvis ALDRIG klar til – jeg kan heller ikke se “sjove” danske film og tv-serier, heller ikke dem, som diverse større og mindre kloge-Åger af mit bekendtskab finder sjove og meta-agtige. Jeg mangler et eller andet særligt humor-gen, som mange af mine venner ellers har. Andre typer af humor kan godt få mig til at grine, men altså…

Lars Bukdahl er en af de kloge-Åger, der elskede denne film. Læs hans begejstrede anmeldelse! Det er tydeligt for mig, at denne type film har en intellektuel dybde, som jeg ikke kan fange. Når man læser om filmens instruktør Bruno Dumont, forstår man, at han er kendt som en temmelig avantgardistisk instruktør og slet ikke for slapstick. Og når Juliette Binoche påtager sig en stor rolle (hvor hun går all-out på sindssyge hyl og skrig og grimasser), forstår man jo også, at der ikke kan være tale om rendyrket fladpandet komik. I biografen var jeg dog ikke alene med min lidt mismodige reaktion på al fjolleriet – der var kun et par stykker, der grinede højt, resten var temmelig tavse.

En af filmens hovedpersoner hedder Ma Loute, hvilket også er filmens originaltitel. Man forstår, at navnet har en eller flere betydninger, men *man* er ikke særlig god til fransk, så… Nu har jeg slået det op, så du ikke behøver gøre det. Loute er diminutiv af louloute, som er et kælenavn for en sød lille pige. Ikke noget under, at folk ruller med øjnene, når de hører, at den ikke-så-kløgtige, knoklede unge mand bærer navnet “min lille pige”. Noget, der får yderligere dybde, efterhånden som filmen skrider frem. Han spilles godt og gysende af debutanten Brandon Lavieville.

Der var dog én ting, som jeg fandt meget morsomt, og det var borgerskabet, der ustandseligt ravede om, hvor SMUKT der var, derude på landet. Men der var overhovedet ikke smukt! Der var sumpet, gråt og trist, vejret var halvdårligt og de fattige boede i usle rønner, som der intet smukt var ved, og de rige selv boede i en hæslig villa i såkaldt “ægyptisk” stil. Rå og sjov civilisationskritik.

Hvis du deler smag med Lars Bukdahl, så skynd dig i biffen. Ellers er det måske klogest at finde en anden film at se. Jeg skal fx se ‘Personal Shopper‘ lige om snart. Grand har oprustet på #sommerfilm, så der er masser af gode film at se – også dokumentarfilm af den type, du ikke fik set, første gang de gik.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.