Néné er feminist, men…

…det siger Scherfig, at hun ikke er. I et lidt mærkeligt interview i Politiken, hvor Scherfig giver udtryk for en perlerække af feministiske synspunkter, ender hun alligevel med at sige, at hun ikke er feminist. Hendes begrundelse er, at hun ikke synes, at hun personligt har noget at kæmpe for. Og nej, det kan da også være svært at se, for hun har vel nok opnået meget i sin karriere.

Jeg vil heller ikke påstå, at jeg er feminist for at kæmpe for min egen sag, for jeg har det også godt, og jeg kan ikke pege på konkrete mænd, der har stået i vejen for min karriere. Men jeg kan godt pege på nogle mere strukturelle barrierer, samtidig med at jeg kan se, at disse barrierer har ramt andre langt hårdere, end de har ramt mig.

Men nu er det jo filmen, “Their Finest Hour”, vi skal tale om. Og jeg ser den som feministisk, må jeg nok sige. Endda uden at en eneste af manderollerne er tegnet specielt usympatisk – de fleste ligger egentlig blot under for “tidsånden”, der i begyndelsen af 2. Verdenskrig, mens London blev bombet sønder og sammen.

Gemma Arterton har både sødme, humor og styrke som Catrin, der bliver manuskriptforfatter på en propagandafilm. Hun skal skrive “the slop” – dvs. den dialog, som finder sted mellem kvinder. Man var helt klar over, at det var vigtigt at tale til det kvindelige publikum, både fordi det jo var kvinderne, der var tilbage til at gå i biografen, men også for at de skulle anspores til at gøre deres for at vinde krigen og udgøre moralsk opbakning for deres sønner, brødre, mænd og kærester ved fronten. Hendes væsentligste medspillere er dels hovedmanuskriptforfatteren Tom Buckley, spillet af den for mig ukendte Sam Claflin og den ældre superkrukke, skuespilleren Ambrose Hilliard, spillet af den altid vidunderlige Bill Nighy.

Scherfig er en fremragende håndværker – hun kender simpelthen alle tricks i bogen, der får en film til at fungere og får os til at leve med. Det er lige fra en levende og engagerende dialog, der ind imellem nærmere sig slapstick, til Catrins hjemmestrikkede bluser i pastelfarver. Det hele spiller. Elegant lykkes hun med at portrættere sit eget erhverv, fordi omdrejningspunktet i filmen er en filmproduktionen.

Min favoritkarakter var dog en anden, nemlig Phyl fra Informationsministeriet, spillet af Rachael Stirling. Hun er en ægte bitch, der spionerer på filmholdet for ministeriet, så de ikke træder nogen over tæerne (svært! Fx. må en båds motor ikke være gået i stykker, fordi det kaster et dårligt lys på de britiske maskinfabrikker, etc.). Samtidig er hun lidt som koret i græske tragedier, for det er hele tiden hende, der siger det, der skal siges. Og alt hvad hun siger, er feministiske statements! I forfilmen herover siger hun fx “A lot of men are scared we won’t go back into our boxes when the war is over”. Og det havde hun jo ret i, for 50’erne var nok det største backlash for kvinder i forrige århundrede.

Jeg er ikke den eneste, der anskuer ‘Their Finest Hour’ som et feministisk manifest – det er der faktisk en del anmeldere, der gør, fx. ham her. Men altså ikke Lone Scherfig selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s