Néné forsvandt også lige lidt

Du forsvinder

Som læsere af min egen blog vil vide, er jeg tit sur på danske bøger og forfattere, som jeg ofte synes bliver overvurderet af danske anmeldere. Men Christian Jungersens Undtagelsen var – en undtagelse (undskyld). Den er uhyre velskrevet og vel researchet og samtidig en hæsblæsende læseoplevelse som de bedste krimier. Nu er den fra 2004, så det er et par dage siden, jeg læste den, men jeg husker det, som om jeg slugte den kæmpe roman på få dage.

Romanen Du Forsvinder, som filmen af samme navn er bygget på, har jeg ikke læst – men det påtænker jeg! Og jeg kan med det samme sige, at alle de forbehold, jeg ofte har over for danske film, dem har jeg ikke her.

Har vi overhovedet en fri vilje?

Jeg går stadig rundt i en halvdøs og tænker over de store og eksistentielle spørgsmål, som filmen stiller så eminent godt. Hvornår kan vi egentlig “gøre for det”? Hvor mange af vores reaktionsmønstre, handlinger og udsagn er prædestinerede? Er alting i virkeligheden bestemt af vores “natur” – eller af en tumor i hjernen?

Personligt nægter jeg at tro på det – jeg tror på, at vi langt hen ad vejen har en fri vilje. Klart, at nogle af os har en langt snævrere margin at operere ud fra end andre – hvis vi slæber på en tung bagage af fx sindssyge eller en opvækst, der har sat sig grimme spor. Men overordnet set, så tror jeg på, at vi selv bestemmer, om vi fx vil stræbe efter at være “et godt menneske” eller om mindre kan gøre det…

Ingen krummede tæer

Nå men, det er den diskussion filmen belyser fra alle tænkelige vinkler, og den gør det suverænt godt, samtidig med at den fastholder en stadigt stigende spændingskurve. Hele perlerækken af fremragende danske skuespillere (og en svensk, men hvilken én!!!) yder fantastiske præstationer, og ikke en eneste gang fik jeg tanken, at en replik lå underligt i munden. Alle virkede tværtimod, som om de var lykkelige for at få lov til at spille med i så væsentligt et værk.

Instruktøren, Peter Schønau Fog, ryster ikke ligefrem film ud af ærmet – den sidste var i 2006, men når han så gør det, så kan alle de andre godt kigge med og se, hvordan man personinstruerer, så det sprudler.

Den smukkeste dreng

sofus_rønnovAlle fremhæver altid Trine Dyrholm, og hun er også vidunderlig – igen. Jeg vil i stedet pege på et par biroller – ikke mindst Lane Linds dommer stråler af både tvivl og myndighed. Og så vil jeg, fordi det berørte mig personligt, pege på Sofus Rønnov, der spiller hovedpersonernes 15-årige søn, der godt nok bliver udsat for nogle grumme ting! Han spiller forrygende, men det, der slog mig, var, at han er født med hareskår, ligesom jeg er. Det er meget smukt repareret, og han er jo så køn, at det gør helt ondt. Men må jeg bare sige, at det glæder mig helt ned i tæerne, at man kan blive stjerneskuespiller, når man er født med hareskår!

 

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s