Denne koreanske erotiske thriller fik mig til at gispe mere end én gang. Og sandt at sige så var det ikke pga thriller-elementerne. Den indeholder så meget dampende erotik sex, at jeg nærmest blev lidt ubehageligt til mode. Jeg har læst et par af de danske anmeldelser, og de (mandlige) anmeldere er enige. Vi ville gerne have haft flere af de erotiske men ikke eksplicitte scener, som filmen også er rig på. Desuden er jeg måske en anelse snerpet… Hvis du ser IMDB’s keywords, forstår du, hvad jeg mener:
Filmens instruktør er tydeligvis meget berømt, men (igen) kendte jeg ham ikke. Det undrede mig først lidt, men så læste jeg mig til, at Park Chan-wook hidtil har instrueret ekstremt voldelige gysere, og så forstod jeg det bedre. Den slags undgår jeg i reglen.
The Handmaiden er baseret på en engelsk historisk krimi af Sarah Waters med det langt mere rammende og dejligt tvetydige navn: The Fingersmith. Den fortæller en spændende historie om nogle udspekulerede rænkesmede, der både narrer andre og hinanden. Den er mesterligt fortalt og billedsiden er utroligt flot og velkomponeret. De to unge kvinder i centrum er dårende dejlige. Det er Kim Min-hee som fruen og Kim Tae-ri som tjenestepigen. Herunder har de byttet roller.
Den foregår i 30’erne i et Korea under japansk besættelse, og kvindernes kjoleskift mellem traditionel japansk klædedragt (alt koreansk var mere eller mindre bandlyst, læser jeg mig til) og typiske 30’er overklassekjoler sker meget bevidst. Den gamle klamme millionær, hvis formue alle aspirerer til, og som bor i et hus, der er halvt traditionelt japansk, halvt i britisk kolonistil, fremstår helst for offentligheden som en distingveret bogsamler, men i virkeligheden er det erotisk slamlitteratur han samler på. Scenerne, hvor den ene af filmens unge kvinder læser højt for en samling liderlige ældre mænd i kjole og hvidt, er kostelige!
Når jeg lige har slugt min egen snerpethed, så synes jeg faktisk, det er skønt med noget hot lesbisk sex i biografen. Især fordi det ikke forekommer mig at være klam mandlig voyeur-sex, selvom instruktøren er en mand, men meget ægte og lystfuldt. Der bliver blandt andet brugt nogle usædvanlige kameravinkler.
Nu, da jeg har gjort mit bedste for at lokke husarerne i biografen, kan jeg dedikere resten af påsken til at se tv-serier i min lænestol.
***
Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.