Det her er noget så sjældent som en pacifistisk film. Altså ikke bare en anti-krigsfilm, men en film hvor der stilles spørgsmål ved selve krigens væsen. Den foregår i både Tyskland og Frankrig i 1919, året efter 1. verdenskrigs afslutning, hvor næsten alle europæere bar rundt på sorg og traumer.

En ung tysk kvinde og en ung fransk krigsveteran er filmens to altdominerende hovedpersoner. Filmen er da også en fransk/tysk co-produktion med en fransk instruktør, François Ozon. Jeg er vild med europæiske co-produktioner, når deltagelsen af flere nationaliteter ikke er forceret pga. filmens finansiering, men fordi det giver mening for historien.

Meget raffinerede men stadig sandsynlige plot-twists er sjældne, synes jeg. Enten hører de til i film eller tv-serier, der bevæger sig på kanten af noget okkult/fantastisk, eller også i hæsblæsende thrillere, hvor man ikke har tid til at hæfte sig ved, om plottet egentlig hænger sammen.

Men i denne langsomt fremadskridende film helt uden thriller-elementer blev jeg overrasket over handlingen – endda mere end én gang. De handlingselementer, jeg havde forestillet mig, baseret på forfilmen, var alle forkerte. Det var ret vildt!

Den tyske skuespillerinde, Paula Beer, der spiller den ulykkelige unge kvinde, hvis døde forlovede Frantz er filmens fraværende titelperson, er kun 22 år, og så sart og fin, men samtidig stærk og sej. Den mystiske franskmand, der dukker op ved Frantz’ grav spilles af Pierre Niney, hvis ansigt jeg bestemt synes, jeg genkendte, men jeg ved ikke hvorfra.

Filmen skifter mellem farve og s/h, men jeg må have været træt i hovedet, for jeg fandt aldrig rigtigt ud af, hvad der var afgørende for skiftene. Har du set filmen og luret, hvad det er, så skriv en kommentar, tak!

Hvad der til gengæld ikke er særlig subtilt, er brugen af Manets maleri herover. Men jeg afslører intet…

En fin, smuk og bedrøvet film fra et Europa, der aldrig rigtigt fattede meningen med den krig, dets sønner gav deres liv for.