med alle de fransksprogede film, jeg ser i biografen (og på Netflix, når jeg kan finde dem!).

Jeg læser mig til, at instruktøren, den kun 28-årige canadier Xavier Dolan, er en rigtig kritiker-darling, men jeg kendte kun navnet. Han vandt Grand Prix ved Cannes Film Festivalen for denne film, “Det er bare Verdens Undergang” (Juste la Fin du Monde). Jeg plejer ikke at læse anmeldelser, inden jeg ser en film, men jeg kom til at læse Kim Skottes anmeldelse i Politiken. Han har vist set alle Dolans film og kan sætte dem i perspektiv over for hinanden. Det kan jeg så ikke – jeg så den som et enkeltstående værk. Skotte gør meget ud af, at han synes, skuespillerne overspiller. Jeg forestiller mig, at han især tænker på Marion Cotillard, der spiller hovedpersonens svigerinde. Jeg forstår, hvad han mener, men jeg kan også se mig selv stamme og tale forkert, som hun hele tiden gør, af bare nervøsitet og i et desperat håb om, at ingen skal flippe ud. Selvom man ved, at det gør de jo. Hun er gift med en voldspsykopat – det kan vel gøre enhver nervøs!

Den smukke og succesrige homoseksuelle forfatter Louis vender tilbage til sin familie efter 12 års fravær for at fortælle dem noget. Men det viser sig at være endnu sværere, end han havde forestillet sig at få det sagt. Han spilles fint og følsomt af Gaspard Ulliel. Men den person, der suger al ilten ud af familiesøndagen er Louis’ ældre bror Antoine, der spilles forrygende ubehageligt af Vincent Cassel, som er en af mine favoritskurke i fransk film. Mon ikke vi alle har været så uheldige at være i familie med eller kende en/være kollega med en person som den, han fremstiller i denne film? Den type menneske, der kan få ALLE, inklusive – eller måske især – dem han elsker, til at føle sig ubehageligt til mode, være usikre, sige det forkerte…

Vi får ikke at vide, hvorfor Louis i sin tid tog afsted, og selvom faderen nævnes, så ved vi ikke, hvilken rolle han spillede i familien. Vi får heller ikke at vide, om han er død eller levende. Altså – vi får faktisk overhovedet ikke noget at vide!

Det efterlod mig altså ret uforløst og med en knude i maven efter et par timer med storebror Antoine! En præstation i sig selv er det jo, at den velkendte følelse af ubehag og begyndende stress, som sådanne mennesker kan fremkalde, stråler fra lærredet og lige ind i min mave!