Néné lærer noget om Afrikas historie

Filmen her med den gumpetunge danske titel “Kærlighed kender ingen Grænser” er bedre og først og fremmest mere loyal overfor den sande historie, end man skulle tro. Når man sidder og ser filmen, tænker man hele tiden: “Ah, det er sgu for vildt til at være sandt”. Men jeg har set på de historiske kendsgerninger bag filmen – det kan du også gøre – og der er faktisk kun få tillempninger, der ikke trækker noget fra filmens troværdighed.

Tronarvingen Seretse Khama af Betchuanaland, det senere Botswana, uddanner sig efter 2. verdenskrig til at regere sit land på Oxford University. Til en dødssyg fest møder han den smukke og kloge Ruth Williams. Han bliver betaget af hende og hun af ham – før hun ved, at han er tronarving i et fjernt land i Afrika. Men hun lader sig hverken skræmme af det eller af, at hendes far slår hånden af hende. De gifter sig og hun rejser med ham til Betchuanaland, hvor de møder udtalt racisme fra begge sider – både fra de hvide, britiske overherrer og deres bitchy hustruer og fra hans sorte stammefæller og hans nære familie. Det er sørgeligt at se på.

Men Ruth er ikke sådan at slå ud – hun har kun foragt til over for den britiske regerings udsendinge, men lægger sig i selen for at blive set og anerkendt af Seretses familie og stammen omkring dem. Da Seretse bliver eksileret fra sit eget land af briterne, sidder hun alene tilbage på savannen, gravid. Men hun giver ikke op, og historien har en meget lykkelig slutning – ikke mindst på makroplanet – hvilket jeg godt må fortælle her, da den er historisk korrekt og ret opløftende i en tid, hvor vi ikke er forkælede med den slags.

Rosamund Pike er perfekt i rollen som den stærke Ruth, og David Oyelowo er helt rigtig som Seretse, der har det moralske kompas i orden. At instruktøren Amma Asante er en sort, britisk kvinde, er også værd at nævne.

En feelgood film, der ikke bilder dig noget ind.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s