Jeg kunne ikke huske andet fra den originale Trainspotting end stemningen. Handlingen, personerne, var fløjet ud af mit hoved. Jeg købte den derfor i går på iTunes og genså den, inden jeg skulle se T2 i dag.

Jeg kunne godt huske, at jeg ikke var oppe og køre over den på samme måde, som mange andre var dengang – men ikke hvorfor. Ved gensynet tror jeg, jeg fandt ud af årsagen eller årsagerne. I 1996 var jeg jo rigtigt voksen, enlig mor med barn og job og alt det der. Så på den ene side, kunne jeg ikke rigtigt forholde mig til deres problemer, fordi det føltes som længe siden, jeg selv var der i livet. Og på den anden side var jeg ikke gammel nok til at blive hverken overrasket eller forarget. Og der var ingen kvinder at identificere sig med overhovedet.

Så kunne jeg faktisk bedre forholde mig til T2, hvor de fire, 20 år senere, er i 40’erne, og toget er kørt. Følelsen af, at toget er kørt, må de fleste, der er i 40’erne og opefter, genkende. Alle os, der ikke blev opfindere, superstjerner, læger i Læger uden Grænser eller noget andet, der efterlader sig varige, vægtige spor. Hovedpersonen Rent Boy (Ewan McGregor, der altid er god) er den eneste, der er kommet i nærheden af et godt liv, men også han er gedigent skuffet. I T2 kommer han tilbage til Edinburgh, og det er ikke alle, der er lige lykkelige for at se ham igen. En ellers forudsigelig historie tager en uventet drejning, hvilket er med til at løfte den op i “2eren er lige så god som 1eren”-ligaen. Samtidig er den trofast over for T1, både i forhold til de originale og dengang stilskabende filmiske virkemidler, der genbruges herfra, og i forhold til igen at være fornyende. Der er fx en scene, hvor Rent Boy må gå til 14. sal, fordi elevatoren ikke duer. Elegant filmisk løsning.

Eneste, jeg var lidt ked af, var, at Kelly McDonalds Diane kun dukkede op så kort. Det forekom mig uforløst.

Danny Boyle er mere end en dygtig håndværker, når han har fingrene i noget godt.