Nemlig den helt vidunderlige Annette Bening, der spiller Dorothea i “Alletiders Kvinder“. Hun evner til fulde at formidle kompleksiteten i forældrerollen – hvordan balancen mellem at beskytte og opdrage sit barn og  at overbeskytte og dominere sit barn er ret svær at finde. Måske især hvis man er eneopdrager. Hun kommer både med eviggyldige sandheder, som (til den unge Julie om sønnen Jamie): You get to see him out in the world as a person – I never will. En følelse alle forældre til halv- og helstore børn genkender. Og hun får sagt og gjort nogle gedigne tåbeligheder. Alt i alt, meget genkendeligt!

Filmen her – af Mike Mills – var gået helt under min radar, jeg havde ikke engang set forfilm til den, selvom jeg som bekendt går temmelig meget i biografen. Men det fortjener den ikke. Den foregår i Californien i 1979, og personligt nød jeg selvfølgelig, at jeg kendte stort set al musikken fra dengang. Men jeg havde en yngre veninde med, og hun var vild med filmen på trods af, at hun ikke kendte musikken.

Samspillet mellem den modne kvinde og den jævnaldrende mand, hun lader bo gratis i sit forfaldne hus mod at han sætter det i stand, og så de unge mennesker, der bor og kommer i huset er forrygende. De taler med hinanden, til hinanden og forbi hinanden i et væk! Dorotheas 15-årige søn Jamie er livsklog og livslysten på én gang – hvad kan man ønske sig mere fra et barn? Og de to unge kvinder omkring dem/ham bidrager på hver deres måde til hans udvikling. Elle Fanning har den der blanding af ungdommelig uskyld og gammelklog weltschmerz.

Som det ses i traileren (hvorfor er det, vi ikke kalder det en forfilm? En trailer (se nærmere på ordet) burde komme efter filmen), hedder filmen “20th Century Women” på engelsk. Jeg er ikke blind for, at titlen “Det 20ende Århundredes Kvinder” er lidt tung i det, men kunne den i det mindste ikke have heddet “Alle Tiders Kvinder” i stedet?

Teenage-forældre kan få bekræftet, at de ikke er alene med smerten, når barnet bliver til ung, og ung bliver til voksen. Både min veninde og jeg kunne grine af os selv som forældre. Det skal man ikke kimse ad.