Adoption er et såkaldt “hot topic” i øjeblikket og med god grund. Hvide vestlige voksnes adoption af små stakkels tredjeverdens børn er fyldt med faldgruber. Sjældent jo, fordi de hvide voksne er onde imperialist-typer, men fordi de måske er så optagede af deres egen længsel efter et barn, at de kommer til at tilsidesætte barnets behov. Og så er der de nogle gange tvivlsomme årsager til bortadoption i oprindelseslandene.

‘Lion’ illustrerer adskillige af de pointer, som adopterede har bragt frem i debatten på det seneste. Og samtidig er det en rørende dejlig historie med den overjordisk nuttede Sunny Pawar som den lille dreng Saroo og Dev Patel som voksne Saroo. Fordi historien, der er baseret på en virkelig hændelse, tager flere drejninger, er der ikke blot tale om en traditionel fortælling om at finde sit ophav, selvom den også er det. Den sidste film jeg så om dette tema var den norske Rosemari.

Jeg er optaget af adoption, fordi jeg selv er adopteret, selvom mine omstændigheder var helt anderledes end for børn fra tredjeverdenslande. Der er en scene et stykke inde i filmen, hvor Saroo første gang møder sin adoptivbror i lufthavnen. Når man ser på de to små drenge, er ens hjerte ved at sprænges ved tanken om al den sorg og længsel, de bærer med sig.

Jeg er lidt i tvivl, om jeg vil anbefale adopterede at se filmen. De skal i hvert fald medbringe både en at holde i hånden og tale med bagefter – og kleenex.