Néné ser en Oscar i horisonten

Jeg tænkte ikke på det, mens jeg så ‘Moonlight‘, men der er ingen – INGEN – hvide mennesker med i den. Det signifikante her er ikke, at det er der ikke, det er, at jeg ikke lagde mærke til det. Og grunden til det er selvfølgelig, at de ikke mangler. I visse dele af USA – her det sydlige Florida og kortvarigt Atlanta, Georgia – kan fattige sorte godt leve det meste af deres liv uden at komme i nærkontakt med ret mange hvide mennesker – i hvert fald, hvis de kan styre uden om retssystemet.

The Wire

Hele tiden, i de 111 intense minutter, denne film varer, kom jeg til at tænke på ‘The Wire‘, der er en af mine absolutte favorit TV-serier. Det er den både af alle de sædvanlige årsager, såsom at hver sæson har ret gode plots, at der præsteres virkelig godt skuespil, etc., men først og fremmest, at jeg for første gang for alvor oplevede bagsiden af Amerika præsenteret på en måde, der var næsten helt blottet for stereotyper.

Enten – Elller

Vi ser næsten altid sorte amerikanere fremstillet som enten fattige (service)arbejdere i baggrunden eller kriminelle i forgrunden eller som tårepersende mønsterbrydere. Og ikke et ondt ord om mønsterbrydere, men de udgør, som også i andre befolkningsgrupper, et mindretal. I ‘The Wire’ og altså i udpræget grad her i ‘Moonlight’ er alle de relativt få karakterer rige på indre modsætninger og hverken helte eller skurke.

Ikke overraskende er filmen bygget over et teaterstykke – det afsløres af de ganske få medvirkende og af den intense og intime dialog. Den næsten helt grønne instruktør Barry Jenkins formår det utrolige med enkle virkemidler – et af dem er uskarpe ultra-close-ups, et andet klassisk musik, og ikke af den svulmende slags. Derudover spilles der fantastisk i alle roller. Filmen vandt da også en Golden Globe og er Oscar-nomineret i hele otte kategorier, bl.a. som bedste film. Det er kun fjerde gang, at en sort instruktør er nomineret, og det må absolut være første gang, at en film med udelukkende sorte medvirkende er nomineret i selve filmkategorien.

Vi skal til at lære nye navne

Af skuespillerne har jeg kun set et par af dem før. Mahershala Ali, der spiller den uudgrundelige narkohandler Juan, har vi set i ‘House of Cards‘, og Janelle Monáe, der spiller hans kone, kan p.t. ses i en anden film med mange sorte skuespillere, nemlig ‘Hidden Figures‘ (også nomineret til flere Oscars). André Holland, der spiller den voksne Kevin, havde en stor birolle i TV-serien ‘The Knick‘, der faktisk også er ret god.

Trailer reaction

Jeg kendte ikke fænomenet “trailer reaction” (en person anmelder filmtrailere!!!), men her er en. Vent måske med at se den, til du har set filmen – selvom han tydeligvis ikke har set andet end traileren, kommer han uforvarende til at afsløre noget vigtigt om filmen. Men hans betragtninger, særligt dem om Oscar-potentiale, er interessante. Selv VIDSTE jeg, at jeg skulle se Moonlight, allerede da jeg havde set traileren første gang. Og jeg kommer til at se den igen med mine børn – både de voksne og de knap så voksne. Du skal også se den.

Premiere torsdag den 9. februar.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s