For snart 5 år siden flygtede Rokhsar og hendes familie fra Afghanistan, og efter 6 måneder på flugt gennem Europa, havnede de i Danmark, hvor de søgte asyl. Men Udlændingestyrelsen tror ikke på, at de er personligt forfulgte af Taliban i Afghanistan, og familien har gentagne gange fået afslag på deres sag.

Ved filmens begyndelse er Rokhsar 14 år og familien er netop blevet udvist, hvilket vil sige at de opholder sig ulovligt i Danmark, og kan blive hentet af politiet, når som helst.

De fleste af Rokshars familiemedlemmer er traumatiserede af omstændighederne omkring flugten, og da Rokhsar er den eneste, der taler flydende dansk, er det primært hende, der kæmper familiens sag. På trods af sin beskedne alder står hun for kontakten til Udlændingestyrelsen, advokater, Dansk Flygtningehjælp  mv., og hver gang der kommer et brev fra det offentlige med nyt om familiens situation, er det hende, der må forklare indholdet for forældrene. Ofte holder hun oplysninger om familiens situation tilbage for at skåne sine forældre og søskende, og det massive pres begynder at sætte sine spor. Det bliver langsomt sværere og sværere for Rokhsar at finde overskud til veninder, skole og fritidsaktiviteter.

Da  familiens sidste ansøgning om genoptagelse af sagen er blevet afvist, er alle muligheder efterhånden udtømt. Der skal således et lille mirakel til, for at de kan få lov til at blive i Danmark. Som en allersidste mulighed søger familien om opholdstilladelse af ganske særlige grunde, en såkaldt §9c, stk. 1 sag, med baggrund i Rochsars integration og stærke tilknytning til Danmark. Men at bære hele sin families skæbne på sine små skuldre, har kun endnu flere omkostninger for den nu 16-årige Rokhsar.