Jeg blev sindssygt irriteret lige fra starten over den måde hun taler på. Men det vilde er, at sådan talte hun sgu – i hvert fald i officielle sammenhænge! Det fandt jeg ud af, da jeg kom hjem og fik googlet lidt. Hør – og se – fx her:

Det må have været en meget vanskelig udfordring for instruktør og skuespiller, for det lyder helt sindssygt, og de fleste biografgængere har næppe tjekket “originalens” måde at tale på ud, inden de går i biffen. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med den aktuelle – og overraskende gode – tv-serie The Crown (Netflix), der foregår i næsten samme periode, og som også har hovedpersoner, som vi har tydelige billeder af på nethinden. Hvorfor The Crown slipper så meget bedre fra det, end Jackie gør, er jeg meget i tvivl om, faktisk!

At dømme efter Wikipedia-artiklen om Jackie Kennedy og de af dens kilder, jeg lige har kastet et blik på, så ligger filmens Jackie relativt tæt på (det vi ved om) den virkelige. Jeg kan dog ikke umiddelbart (det er så ikke noget, jeg har brugt særlig meget tid på) finde belæg for det meget anstrengte forhold mellem hende og præsident Johnson, som filmen viser.

Hele handlingen finder sted i løbet af de uger, der går fra mordet og til præsidenten er begravet og Jackie og børnene flytter væk fra Det Hvide Hus, selvfølgelig med flashbacks. Omdrejningspunktet er et interview hun giver til Life Magazine en uge efter præsidentens død.

Det er på mange måder en udmærket film, der spilles godt, den er fint klippet og fortæller sin historie sammenhængende, men jeg savner simpelthen et budskab. Hvorfor skal vi se den? Hvad skal vi tage med ud af biografen?

Nå jo, kjolerne…

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.