Néné har 88-årig svigerfar med i Grand

“Jeg, Daniel Blake” er en af de vigtigste film, jeg har set i år. De andre vigtige var dokumentarfilm, nemlig Havet Brænder om flygtningekrisen og I Morgen om klimakrisen. Men denne Ken Loach film er ikke bare vigtig, den er også god – og så rørende, at man må tilskynde biografgængere til at huske lommetørklædet. Men den er heller ikke kun rørende, den er også OPrørende. Man bliver simpelthen så vred på vegne af filmens hovedpersoner og alle andre, der finder sig selv i en lignende situation. Daniel Blake er en ældre tømrer, der får et hjerteslag, og hans læge siger, at han ikke må arbejde endnu. Men på arbejdsformidlingen mener de noget andet, og han sendes ud på en Kafkask mission uden ende.

Ken Loach sætter fingeren der, hvor det gør rigtig ondt

Ken Loach er 80 år nu, men han har ikke mistet noget af sit bid eller den mindste smule af sine helt enestående evner som personinstruktør. Man får vitterligt følelsen af at kigge indenfor hos rigtige levende mennesker på samfundets skyggeside – i dette tilfælde i Newcastle i det nordlige England.

Mr. Kafka, meet Mr. Orwell

I England har man indført et “smart” system, hvor det ikke er medarbejderne i de privatiserede jobcentre, der træffer beslutninger om sygedagpenge, sanktioner, etc., men en anonym person, der befinder sig et helt andet sted, og som – heldigvis for vedkommende – aldrig nogensinde møder borgerne. Denne person er navnløs og kaldes The Decisionmaker. Det lyder som en karakter fra en roman af Orwell, og gid det var!

Svigerfar

Jeg havde min 88-årige britiske svigerfar med i biografen. Han er ikke overdrevent politisk interesseret og har sit på det tørre, men han kommer selv fra relativt beskedne kår og er en selfmade man, der har ernæret sig som selvstændig heating engineer hele livet – også langt efter den traditionelle pensionsalder. Han var meget berørt, men sagde først ikke så meget. Senere viste han mig dog en mail, han havde skrevet til sit lokale parlamentsmedlem, hvor han opfordrer denne til at se filmen og til at gøre noget ved de tilstande, hans syge landsmænd lever under. Mission accomplished!

Syge mennesker på arbejde

Problemet med at syge mennesker tvinges på kontanthjælp og ud i arbejdssøgningshelvedet (for jo, det ER et helvede for syge mennesker!) er jo ikke et problem, der kun rammer i England. Herhjemme hører vi jo jævnligt om læger, der er oprørte over, at deres patientvurderinger skubbes til side til fordel for vurderinger foretaget af folk helt uden medicinsk indsigt eller læger, der aldrig har mødt patienten. Og vi hører om syge mennesker, der køres hen til en arbejdsplads, hvor de skal foretage sig noget meningsløst i en halv time, hvorefter de køres hjem igen.

Opfordring til Clement Kjærsgaard

Alle politikere, der har deltaget i indførelsen af det Kafkaske kontrolsystem, vi i dag har i Danmark, burde tvinges til at se denne film, så de kan se og mærke konsekvenserne af systemet. Måske kunne man samle ind, så socialordførere og arbejdsmarkedsordførere samt ministre kunne inviteres til at se filmen med en debat bagefter? Eller det var noget for Clement Kjærsgaard at facilitere?

Herunder ses det skotske medlem af det britiske parlament Mhairi (udtales sådan ca. som Mary) Black anmode den britiske højrefløj om at tage et smut i biffen.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s