European Film Awards: Winner Takes it All

Af Kim Foss

Så fik ’Min far Toni Erdmann’ papir på de kvaliteter, som juryen valgte ikke at honorere i Cannes, men som de fleste andre, inklusive publikum og kritikere, synes pænt enige om at den besidder. Lørdag aften blev filmen kåret som årets bedste ved European Film Awards i polske Wroclaw. Endda uden sidestykke, for Maren Ade blev også kåret som årets instruktør og nå ja, så tog den også de to skuespillerpriser og manusprisen oveni.

Det er European Film Academys mere end 3.000 medlemmer, der stemmer priserne hjem, og afstemningsformen giver sig næsten altid udslag i rimeligt ensidige prisfester, hvor påskønnelsen ikke fordeles voldsomt ud over de nominerede film, som en ’rigtig’ jury ellers ville gøre det. Sidste år var det Paolo Sorrentino, der løb med det meste for ’Youth’. Og årene før gjorde bl.a. ’Ida’ og ’Amour’ sig magtfuldt gældende.

Når det kom til de mindre priser, hev de nordiske film det meste sølvtøj ned af hylderne. De tekniske priser – klip, fotografi, kostume og hår og make-up – blev delt mellem ’Kollektivet’ og ’Under sandet’, mens svenske Hannes Holm hentede komedieprisen for ’En mand der hedder Ove’. Endelig modtog finske Juho Kuosmanen Discovery-prisen for ’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’.

Og så modtog Gianfranco Rosi endnu en pris for Lampedusa-filmen ’Havet brænder’ inden han skal over og dyste om en Oscar i dokumentarkategorien – hvis altså hans mesterværk overhovedet shortlistes til den notorisk chauvinistiske (dvs. ekstremt hjemme-produktionsfikserede) sektion, hvor ikke engang Joshua Oppenheimers ’The Act of Kiling’ kunne gøre sig gældende på et ellers ringe år for amerikansk dokumentar. Men det er så en anden historie…

At en overvejende intimsfære-funderet film som ’Min far Toni Erdmann’ gjorde rent bord er ekstra bemærkelsesværdigt i et år, hvor filmfolkene bekender politisk kulør som aldrig før – i hvert fald på denne side af 1968. Hjemme i andedammen skulle Thomas Vinterberg høre nok så meget for at have skammet sig over Danmark nede i Berlin, men hans udsagn var intet at regne i mod de bredsider, der blev Brexit-politikerne, Trump og Putin til del i løbet af den over tre timer lange prisceremoni i Wroclaw.

Byens borgermester lagde for med en dybfølt klagesang over højre-nationalismens fremmarch i Europa (uden at referere for direkte til sit eget hjemland), og dén bryggede flere prismodtagere ellers videre på. For at være på den sikre side, havde arrangørerne gemt en ekstra trumf i ærmet: Pussy Riots Marija Aljokhina gik på scenen med et meget direkte angreb på Putin, hvis folk har idømt den ukrainske filmskaber Oleg Sentsov tyve år i Sibirien – for ’terrorisme’. Intet menneske er en ø. Og det var filmbranchen heller ikke – lørdag aften i ’Solidaritet’s hjemland.

‘Min far Toni Erdmann’ vises dagligt i Grand Teatrets store sal kl. 11:30, 16:30 og 20:00.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s