Evigt skønne Isabelle Huppert

“Dagen i Morgen” er den danske titel på denne film, hvis originaltitel er L’Avenir. På engelsk hedder den Things to Come. Begge dele er bedre end den danske titel, synes jeg. Mit ret mangelfulde fransk in mente, vil jeg mene, at l’avenir betyder, det, der kommer eller fremover eller i fremtiden. Altså noget mere ubestemt end i den danske titel. Og hvorfor går jeg så højt op i det? Jo, fordi filmen netop handler langt mere om en ubestemt fremtid end om den konkrete morgendag, hvor den strikse filosofilærer Nathalie skam godt ved, hvad hun skal.


Isabelle Huppert spiller den altdominerende hovedrolle, som “en kvinde over 40, lige til at kassere”, som hun siger om sig selv, da hendes kvabsede, selvfede, kedelige mand forlader hende for en yngre kvinde. De er ellers et pænt, intellektuelt middelklassepar, der begge underviser i filosofi – hjemmet er fyldt med bøger og smukke ting. Vi er med hende i klassen flere gange, og jeg skal love for, at der bliver stillet krav til fransk gymnasieungdom. Pascal og naturen, Rousseau og virkeligheden – den var ikke gået i en dansk gymnasieklasse, tror jeg!

Filmen portrætterer simpelthen denne kvinde, hvis stabile, men ærligt talt lidt farveløse liv, går i opløsning. Ikke sådan på spektakulær vis, næh, overhovedet ikke. Bare sådan stille og roligt og værdigt… Hun siger på et tidspunkt, at hendes “intellektuelle liv gør hende lykkelig” – og hun læser da også hele tiden. Alligevel har man lidt svært ved at tage hende på ordet.

Nathalie kæmper altså med alt det, som mange af hendes jævnaldrende kvinder også kæmper med – fx en mor, der er ekstremt krævende (og sjov!), nogle voksne børn, der er lidt valne i det, eksmanden, der er meget optaget af nutiden, men lidt har glemt, at der også er en fortid og en fremtid, samt ikke mindst hendes selvbillede, der krakelerer lige så stille. Hendes forhold til moderens tykke, sorte, arrige kat, der lige så stille udvikler sig gennem filmen, er et elegant billede på den udvikling, hun selv gennemgår.


Hun mindede mig gentagne gange om en af mine yngre Twitter-veninder, der er så ked af, at mændene synes hun er “sød og interessant”, men ikke kærestemateriale. Den oplevelse er yderst genkendelig for kvinder i den usynlige alder. Nathalie taler virkelig godt med yngre mænd, men er ikke interesseret i dem seksuelt. Mænd på hendes egen alder ser hende slet ikke – og hun ser heller ikke dem, for de er så keeeedelige.

At mændene ikke ser hende er ufatteligt for denne biografgænger, der synes, Huppert er lige så dårende smuk, fin og gennemsigtig, som hun altid har været, og at kvinden, hun portrætterer, er vildt interessant, meget klog og reflekteret og faktisk også temmelig sexet. Men der var altså kun 3 mænd i biografen – kun en af dem alene.

Filmen er uendelig fransk, samtidig med at den portrætterer noget universelt (for Vesten). Det er godt.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

1 Response

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s