Tysk dag på CPH PIX

Tirsdag den 1. oktober viser vi tre tyske film:

media-title-die_e-82

‘The Eremites’

Der er koldt og tåget i bjergene i det sydlige Tyrol, der strækker sig ind over grænsen til Italien. Og ensomt. 40-årige Alberts forældre er de eneste, der er tilbage i den lille tyske landsby for enden af en stolelift, som ikke virker. Selv er han taget til foden af bjerget for at arbejde i et marmorbrud, uden lyst til at føre sine forældres liv videre, men uden evne til at bryde båndet til dem. Da hans far dør, skjuler hans mor liget, ligeså lakonisk som hun drukner et kuld kattekillinger. Og det er blot en enkelt brik i et diabolsk spil mellem en mor, der løsner med den ene hånd og binder med den anden, og en søn, der endelig forsøger at flyve fra reden på stækkede vinger. Ronny Trocker, der selv stammer fra en lille tysk enklave i Italien, debuterer med et afmålt og fåmælt drama, der er fuld af naturkraft. Der er en tekstur i hans billeder, så man næsten kan føle dem, en nerve i hans ro, og en stille, romantisk humor i hans alvor. Og så er østrigske Andreas Lust (‘Der Räuber) enestående i hovedrollen.

Filmen vises kl. 16:30.

24w

’24 Weeks’

Livet flasker sig for standupperen Astrid. Lige indtil hun erfarer, at babyen i hendes mave med al sandsynlighed vil blive født med Downs syndrom. Og hjertefejl. Er det ansvarligt at sætte sådan et barn i verden? Tvivl, splid og følelser koagulerer i et imponerende stærkt drama om et umuligt valg. Instrueret af Anne Zohra Berrached.

Filmen vises kl. 19.

 

wild_poster

‘Wild’

Der er en seksuel dunst af rovdyr i Nicolette Krebitz’ tredje spillefilm, der begynder grå og forstadstrist for så virkelig at vise tænder i anden halvdel. Ania er midt i tyverne og så spændende som vådt bølgepap. Hun omgås ingen, forsømmer sig selv og kryber langs væggene på kontoret, hvor hun er ansat som it-programmør, men behandles som piccoline. En aften på vej hjem ser hun foran sin boligblok en omstrejfende ulv. Næste dag køber hun en bøf til den og hænger i et træ. Så en kanin, og før hun selv har tænkt konsekvenserne til ende, indfanger hun vilddyret og installerer det i sin lejlighed. ‘Wild’ er et bastant, vildt og feministisk stærkt take på historien om den stille outsider, der med ulvens nærvær selv bliver lidt af et vilddyr. Med voldsom effekt på hendes omgivelser. Der er sex og bid i Skønheden og Udyret anno 2016. Leveret med tekno af Terranova.

Filmen vises kl. 21:30.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s