Virkeligheden overgår i reglen fantasien

Således også i El Clan – Klanen – om en kriminel familie i 80’ernes lovløse Argentina. Igen blev jeg flov over min egen ignorance i forhold til andre lande og verdensdele. Jo, jeg kunne godt udpege Argentina på et kort, og jeg vidste også godt, at det berømte diktator-par Juan og Eva Peron regerede der i 40’erne og at der igen senere havde været et militærdiktatur. Men ehm, så var det også slut med min indsigt. Jeg måtte altså have fat i Google og Wikipedia for at dobbelttjekke informationerne i filmen – der selvfølgelig holder vand, 100%.


Når man sidder og ser noget, der er en gengivelse af den skinbarlige virkelighed, får man en knugende følelse i maven, som man ikke ofte får, når man ser fiktion. Familieoverhovedet, Arquímedes, er en hyggelig ældre bedstefar, når han da ikke er en stjernepsykopat. Guillermo Francella, der spiller rollen, er helt suveræn, for han skifter fuldstændig sømløst mellem de to personligheder – også i samme sekund over for samme menneske – ikke mindst hans (drenge)børn.

Familien lever af at bortføre personer fra velhavende familier, opkræve løsesum og så alligevel dræbe ofrene. Meget charmerende. Det hele foregår med mere eller mindre stiltiende accept af hele familien, for ingen kan undgå at vide, hvad der foregår. Og det hele finder sted med regimets stiltiende accept. Familiens forretningsvilkår ændrer sig markant, da regimet falder, og der kommer en demokratisk regering til. Arquímedes tror fejlagtigt, at det er business as usual, men det er det (heldigvis) ikke.

Det, der sætter sig i maven ved denne film, er de forskellige niveauer af samvittighedskval, der indfinder sig hos familiemedlemmerne og det udtryk, det får. Jeg tænkte faktisk flere gange på en ældgammel dansk dokumentarudsendelse om den græske juntas menige hjælpere, Din Nabos Søn. Den kan ses på Filmstriben. For hvor går grænsen mellem medviden, medløberi eller medskyld? Og i hvor høj grad kan man lade sig presse af en manipulerende Pater Familias som Arquímedes? Jeg ville nødigt udsættes for den prøve!

Udover den ind imellem ret vilde klipning, det fantastiske soundtrack og den måde, de to ting flettes sammen på, er der overbevisende skuespil og en historie så fantastisk, at den overhovedet ikke behøvede at blive shinet op for at blive til en spillefilm! Jeg kan se på Grands opdateringer på Instagram og Twitter, at anmelderne er vilde med den. Det forstår jeg godt. Man ser ikke nær det omfang af vold, man ser i et gennemsnitligt afsnit af en tv-serie, for i virkeligheden skal der ikke så meget vold til for totalt at underkue og overmande et andet menneske. Der er heller ikke nær så meget sex. Men det, der er, er meget sydamerikansk på den gode måde.

Billedet i toppen er af Argentinas diktator dengang i 80’erne, Jorge Rafael Videla.

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s