Når vi taler om det, som nogle vælger at kalde “flygtningekrisen”, høres der forskellige stemmer. Dem, der råber højest, er dem, der mener, at Danmark/Europa allerede er “oversvømmet”. Andre er som mig, fortvivlede, skriver på sociale medier, stemmer på “de rigtige”, sender penge til Røde Kors m.fl., men handler ikke.

Tilbage står dem, der gør noget i stedet for at snakke. Der er fantastiske mennesker, som min veninde Helle, der er sygeplejerske, og som “holdt ferie” på Lesbos, hvor hun brugte sin viden og sin fysiske tilstedeværelse til at afhjælpe den værste nød.

Og endelig er der mennesker, der besidder særlige evner, og som så vælger at gøre brug af dem, så vi andre kan blive klogere og ikke bare kende til flygtningenes eksistens, men mærke dem i hjertet. Til dem hører den italienske filminstruktør Gianfranco Rosi. Og det er fuldt fortjent, at han vandt Guldbjørnen i Berlin for dette filmiske mesterværk.

Se yderligere fire klip fra filmen her.

 
Det er nemlig lykkedes ham at lave en film, der ikke ynker eller prøve at fremstille tingene i et bestemt lys. Filmen følger dels en lille gruppe helt almindelige, ganske fattige, fiskere og deres familier på den italienske ø Lampedusa, personificeret i drengen med det dovne øje. Disse kommer aldrig i kontakt med flygtningene. Og dels følger vi en gruppe “professionelle”, der pludselig har fået det som deres arbejde at håndtere disse flygtninge på forskellig vis. Det er aldeles hjertegribende uden overhovedet at prøve. Endelig møder vi flygtningene, men ikke i portrætter, men set lidt udefra. Det er meget mærkeligt og meget virkningsfuldt.

At han har filmet det hele selv, mens han i månedsvis boede på Lampedusa er næsten ubegribeligt. Mange af billedsekvenserne er nærmest overjordisk smukke.

Se den, fordi det SKAL vi. Og se den, fordi det virkelig er stor filmkunst!

***

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.