Af Kim Foss i Toronto
Toronto-festivalen lakker mod enden, og hovedparten af de flere tusinde filmsælgere- og købere er allerede rejst hjem. De såkaldte salgsagenter klagede vanen tro over, at vi indkøbere ikke havde tid til at holde møder, men det tror pokker. Torontos program er så omfangsrigt, at man kan se film væg-til-dag – dag efter dag. Og det er vi mange, som gør. Her følger et udvalg af de festivalfilm, der er sikret dansk distribution før og under festivalen, og som du ikke må gå glip af, når det kommer dertil.
1) Lady Macbeth. Britisk debut, der giver periodefilmen et både sexet og morderisk skud for boven. En dansk kunstner skulle have inspireret til billedsiden. Vi gætter på Hammershøi. Forventet premiere i 2017.
2) Their Finest. Lone Scherfig har begået en kærlig komedie af den slags, man bare må overgive sig til. Altid driftssikre Bill Nighy og bedårende Gemma Arterton stjæler billedet – men heldigvis ikke hele billedet. Forventet premiere i 2017.
3) Manchester by the Sea. Det løftede stemningen, at filmens producent Matt Damon bød velkommen, men Kenneth Lonergans overvældende sorgbearbejdningsdrama havde ingen problemer med at stå på egne ben. Forventet premiere i 2017.
4) La La Land. Åbningsfilmen fra Venedig. Ryan Gosling og Emma Stone danser og synger sig nok hele vejen til Oscar. Premiere 23. februar 2017.
5) Heal the Living (Réparer les vivants). Fransk klasse-drama om to skæbner og én hjertetransplantation. Også en genganger fra Venedig. Forventet premiere i 2017.
6) Nocturnal Animals. Endnu en Venedig-film. ’Natdyr’ bliver den danske titel. David Lynch møder Alfred Hitchcock. Premiere 5. januar 2017.
7) Birth of a Nation. Instruktør Nate Parker skal lige ryste en masse dårlig publicity af sig. En voldtægtssag fra ungdommen spøger. Han blev ganske vist frikendt, men fortiden kaster lange skygger over hans ellers imponerende slaveri-drama. Og det netop i år, hvor Oscar’en forventes at blive mindre hvid. Premiere 16. februar 2017.
8) Frantz. Francois Ozons sort-hvide periodefilm tager handsken op efter Hanekes ’Det hvide bånd’. I et langt mere forsonligt leje. ’Frantz’ kunne meget vel lande som Frankrigs Oscar-kandidat. Filmens kvindelige hovedrolleindehaver Paula Beer hentede en velfortjent skuespillerpris i Venedig. Premiere i 2017.
9) Jackie. ’Neruda’ gjorde indtryk i Cannes. Nu er chilenske Pablo Larrain klar med sin anden film i år. Og værket om Jackie Kennedys gøren og laden umiddelbart efter mordet på gemalen John F. Kennedy 22. november 1963 lefler ikke for nogen eller noget. Vi er næsten så langt fra ’Grace’, som tænkes kan. Natalie Portman gør det fantastisk i titelrollen. Forventet premiere i 2017.
10) David Lynch: The Art Life. Københavnerne Jon Nguyen og Olivia Neergaard-Holm har instrueret David Lynch-dokumentaren, der også var med i Venedig. Filmen giver et intimt og åbent indblik i mandens kreative processer – fra de tidlige dannelses-år og frem til ’Eraserhead’. Forventet premiere i 2017.
11) The War Show. Andreas Dalsgaards Syrien-dokumentar tog også turen fra Venedig til Toronto. Og gjorde stærkt indtryk på begge sider af dammen. Forventet premiere i 2016.
12) Snowden. Lidt af et comeback for Oliver Stone. Whistlebloweren over dem alle toner nuanceret frem i en fremragende politisk thriller på alt for virkelig baggrund. Premiere 29. september 2016.
13) United Kingdom. Forbudt kærlighed mellem en hvid kontorpige og en afrikansk tronfølger tilbage i 1940’erne – udført i de smukkeste, brede penselstrøg. Premiere 9. marts 2017.
14) Nocturama. Bertrand Bonellos opfølger til ’Saint Laurent’ udspiller sig i en helt anden boldgade. Filmen skildrer en flok unge terrorister, der uden synlig motivation går til angreb på Paris. Dansk premiere i 2017.
15) Lion. Harvey Weinstein stempler ind i Oscar-ræset med et ekstremt velgjort drama om en indisk dreng, der forvilder sig ind i et tog og ender i Calcutta – og siden som adoptivbarn i Australien. Først som voksen får han opsporet sine aner – via Google Earth. Premiere 9. februar 2017.
16) Untamed. Amat Escalantes blanding af socialt drama og all out (sex)monster-film ligner en fjern slægtning til Andrzej Żuławskis genre-klassiker ‘Possession’. Den bliver kult. Premiere 2016/17.
17) Moonlight. Hvem der har købt den vides ikke, men mange har budt på Barry Jenkins’ stærke film om to sorte mænds kærlighedsforhold i crack-inficerede Miamis machoverden.