Et blidt puf fra Almodóvar

Normalt bliver vi revet og rusket i af Almodóvar, men i “Julieta” bruger han ikke så store armbevægelser.

I stedet for hele farvepaletten og et orgie af spansk musik, føres vi her blidt ved hånden ind i Julietas triste men smukke univers. Julieta er en midaldrende kvinde, der ved første kig ser ud til at have en okay tilværelse, men et tilfældigt møde åbner et sår, der aldrig skulle have været plastret til.

Med den insisterende røde farve, der går igen overalt, forsøger hun endda at minde sig selv om, at sorgen i hjertet aldrig går væk, hvis man ikke ser den i øjnene. Hun har i en årrække forsøgt at blokere nogle skelsættende begivenheder i sit liv, men selvfølgelig lader det sig ikke gøre i længden – i hvert fald ikke uden konsekvenser.

Vi ser de røde påmindelser i kjolen fra den meget Almodóvar’ske åbningsscene, væggen, en magnet på køleskabet, en rød bil, røde sko, rød tatovering, røde pebere, røde chilier, rød kage, røde blomster, røde håndklæder, rødt fødselsdagskort, osv. osv. Ind i mellem er der voldsomt mønstrede skjorter, bluser, kjoler, der alle har rød som en central farve og samtidig minder os om malere, der havde lysende farver som deres signatur, fx Klimt og Miró.

15077068003_88785e2430_b
Joan Miro: Hirondelle Amour (1933-34)

 

For mig var filmen (endnu) en påmindelse om, at løgn og fortielser aldrig har bragt noget godt med sig. Det er mere smertefuldt at gå og gemme på noget end at få det ud i lyset. Desværre har vi til stadighed brug for at blive mindet om det. Tak, Almodóvar!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s