Vi taler om The Lobster af den græske instruktør Yorgos Lanthimos, som jeg aldrig havde hørt om, før jeg begyndte at se og læse forskræp til denne vilde og mærkelige film. Men jeg havde hørt om Colin Farrell, Rachel Weisz og Olivia Colman, der alle leverer fantastiske præstationer. Colin Farrell spiller manden, der langt hen ad vejen lykkes med at lade som om, han ikke føler noget. Helt lykkes det dog ikke…

Jeg havde muligvis ikke hørt om Lanthimos, men jeg havde hørt om Buñuel og Salvador Dali, og det har Lanthimos helt sikkert også. The Lobster har i det hele taget meget til fælles med 20’ernes surrealisme, både den på malerens lærred og den på filmlærredet – ikke mindst med den berømte Den Andalusiske Hund fra 1929. Når du har set The Lobster, vil du med det samme forstå, hvad jeg mener – og det er ikke kun slutscenen, der har surrealistiske toner.

Når jeg siger, det er en mærkelig film, så er det ingen overdrivelse. Lars Bukdahl, der jo sjældent går af vejen for noget mærkeligt, og som helt sikkert har set mange flere artfilm, end jeg har, skriver, at det er “den mærkeligste kærlighedsfilm i mands minde”. Min medgænger i biffen og jeg stirrede bare på hinanden, da filmen var slut, og i løbet af filmen kunne man høre og se publikums mangeartede reaktioner – fra gisp  og grin og vantro latter til gys og væmmelse.

Jeg tror på, at det bliver en reference-film for 2010’erne. Næste gang BBC laver en liste over de 100 bedste film i dette årtusinde, så kommer den med. Vi kan godt vædde!

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.