Kærligheden overvinder måske ikke alt, men den kan klare meget. Kærlighed i japanske film beskrives altid særdeles diskret og ofte temmelig indirekte. Men netop fordi den ikke er postuleret og udvendig, forekommer den så meget mere ægte. I hvert fald for denne temmeligt japanofile biografgænger.

Kærligheden i “Søstre” er af den ikke-kødelige slags, den mellem søskende. Tre unge voksne søstre bor sammen i deres mormors gamle hus, da de, ved deres fraværende fars død, opdager, at de har en lillesøster. Da hun flytter ind, blomstrer kærligheden. Ikke bare mellem de tre og den nye lillesøster, men også mellem de tre “gamle” søstre – og kærligheden er så stærk, at den også rækker ud af familien. Det er så smukt at være vidne til! Og nu har jeg fortalt næsten hele handlingen i denne film, så hvis du går efter det handlingsmættede, så går du forgæves her. Til gengæld vil alle, der holder af den stille, smukke fortælling med mange lag, blive belønnet her.

Skønheden siver ud af alle sprækker, hvor selv helt simple og hverdagsagtige ting kan være udtryk for kærlighed. Et måltid mad, en hjælpende hånd, et klap på kinden, en tur ud og kigge på blomstrende kirsebærtræer. Der er også en mere konkret skønhed, nemlig de fire unge kvinder, hvor jeg især faldt for den ældste og den yngstes udtryksfulde ansigter.

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.