Jane Austens Love & Friendship

Skæbnen vil, at jeg netop er ved at læse en anden klassiker fra den ældre engelske litteratur, nemlig Vanity Fair af William Makepeace Thackeray, hvor hovedpersonen også er en kvinde, der er smuk, men bestemt ikke særlig sød og samtidig særdeles udspekuleret. Først tænkte jeg, at Lady Susan, filmens hovedperson (bogforlæggets titel) var inspireret af Thackerays Rebecca eller omvendt, men det er ikke tilfældet (Lady Susan er skrevet allerede sidst i 1700-tallet, men først udgivet i 1871 og Vanity Fair blev udgivet i 1848).

Filmen her lykkes med noget, som jeg har savnet i mange filmatiseringer af romaner fra den engelske litterære guldalder, nemlig at vise den elegante sarkasme, som de bedste af romanerne fra den tid er gennemsyret af, noget af det der gør dem så læseværdige, også i dag. Det har jeg tidligere udtrykt begejstring for på min egen blog i anmeldelser af Persuasion (Jane Austens sidste roman) og den helt vidunderlige Middlemarch af George Eliot. Filmen er fyldt med spiddende ondskabsfulde betragtninger over samfundet og samspillet mellem mennesker. Hvilket jo er herligt, hæ hæ.

Vi er vant til, at de kvindelige hovedpersoner i disse period pieces er smukke, søde, kloge og går så gruelig meget ondt igennem. Det er ikke tilfældet med Lady Susan, der er beregnende og løgnagtig som få. Men som det også tit sker i virkeligheden, så får hun ikke sin bekomst, som vi ellers gerne forventer det i film og romaner – næh, hun får sin vilje. Hvordan det går til, må du se filmen for at opleve – det er sjovt og overraskende! Både under læsning af Vanity Fair og mens jeg har grundet over “Love & Friendship”, har jeg tænkt på, om løgn og kold beregning mon var den eneste måde kvinder dengang kunne gennemtrumfe deres vilje?

Skuespillet er strålende i alle roller, især svimede jeg selvfølgelig hen over at se Stephen Fry i en mindre rolle som en af den slags karakterer, der føles som en lille sten i skoen. Han har selv udtalt, at det var sjovt at spille en rolle, hvor han hverken skulle være god eller særligt ond – bare sådan mildt irriterende… Læg også mærke til den ældre butler på godset Churchill – han er et studie i britisk underspil. Så godt.

Jeg kunne lide, at kostumerne var ret afdæmpede – selvom de stadig var flotte og virkede overbevisende på mig, som dog ikke har den store forstand. Jeg kunne også lide, at forteksterne kom i takt med musikken og at oplæste tekster (breve, digte, etc.) i løbet af filmen blev tekstet i tidstypisk font henover lærredet. Det havde en herlig effekt. Hvad jeg bestemt IKKE kunne lide var, at de danske undertekster konsekvent dækkede de engelske beskrivelser af hver enkelt person, så man faktisk ikke kunne læse nogen af delene. Jeg synes også, at de danske undertekster var lidt under normal standard for biograffilm.

Ikke desto mindre har filmen min varme anbefaling til alle, der er vilde med Jane Austen og period pieces. Denne er klart i den bedste ende.

Husk i øvrigt at følge Grand på Twitter og Instagram, så du ikke går glip af alt det gode.

 

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

 

 

1 Response

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s