I de sidste uger har Island været på alles læber. Personligt er jeg lidt ked af, at fodbold fører til mere omtale end bankdirektører, der bliver sendt i fængsel, men omvendt kan jeg sagtens se, hvor meget vi trænger til opmuntring i disse tider. Og det er jo ikke bare fodboldresultaterne, der har opmuntret os, men i allerhøjeste grad det indblik i den islandske folkesjæl, vi har fået.

Bad news is we lost. Good news is that the people of Vestmannaeyjar are about to get their dentist back. #FRAISL

— Yrsa Sigurdardottir (@YrsaSig) July 3, 2016

Grandteatret forstår timingens kunst og har premiere på en islandsk film kaldet “Virgin Mountain”. Den handler om en knap-så-begavet outsider, der ikke har det mest festlige liv, man kan forestille sig. Men så møder han Alma og Hera.

Der kommer temmelig mange film fra Island, landets størrelse taget i betragtning. Men det gælder så det meste af kunstnerisk/kreativ karakter. Det lille land langt mod nord fostrer enorm gør-det-selv pionerånd og den ene originale skabende kunstner efter den anden.

Disse to film har man kunnet se i Danmark inden for de sidste par år. De er begge skrupskøre, men alligevel med en dybde, der transcenderer får og heste.

Bare fordi det her er en filmblog, behøver vi jo ikke lade som om filmkunsten og de øvrige kunstarter ikke har noget med hinanden at gøre. For mon ikke de fleste Grand-gængere også læser en bog i ny og næ, hører musik og ser på kunst?

I kender godt det der med et kunstværk, der ikke bare er godt, men som berører én dybt og forandrer ens liv eller syn på tilværelsen en lille smule? Jeg har faktisk både læst en islandsk bog og hørt en islandsk plade, der havde den effekt på mig. Bogen læste jeg som meget ung, det var Halldor Laxness‘ Salka Valka. Muligvis en af de bøger, der førte til en vis social bevidsthed hos mig. Pladen kom til noget senere, det var Björks “Debut” fra 1993, der, for at forvirre fjenden, slet ikke var hendes debutalbum. Kvindelige sangere var jo ikke noget nyt, men der var alligevel stadig relativt langt mellem dem, der kørte helt deres eget løb, sådan som Björk gjorde (og gør).

Blandt islandske kunstnere er Ólafur Eliasson i sin helt egen boldgade. Både fordi han er så berømt, men også fordi han breder sig ud over så mange felter. Personligt er jeg en stor beundrer af ham, fordi han bruger sin kendthed til at gøre tilværelsen bedre for de mindre heldige – ligesom fx Ai Weiwei gør det, bl.a. med sin Instagram konto men også på mere konkrete måder. Eliasson bruger også Instagram meget aktivt – tjek ham ud!

Google kan noget smart, når man stiller et relativt generisk spørgsmål. Se her (islandske kunstnere) og her (islandske forfattere). Det er derfor let at finde inspiration til at øge sit kendskab til islandske kunstnere inden for alle felter. Google is your friend. Again.

Og nu vi er ved Instagram. Hvis du bruger det, kan du få en masse inspiration dér til film m.m. Grand har sin egen konto med stort og småt om filmene og biografen. Følg evt. også Film-musik.dk på blog og Instagram, som sparer dig for selv at finde frem til de mange fine soundtracks, der er en naturlig del af art cinema.