Georg Elser var en modig mand. Filmen om ham, “Urmageren” på dansk, lader ikke nogen i tvivl om dette. Hvis man skal tro Wikipedia, så er filmen meget tæt på virkelighedens hændelser, og der forsøges ikke pyntet på handlinger eller motiver. Det i sig selv er et særsyn.

Elser fandt simpelthen, at Hitler, Göring og Göbbels var alt for farlige til, at han kunne få over sin samvittighed at lade dem gå frit omkring, når nu det var muligt for ham at slå dem ihjel. Det forsøgte han så, den 8. november 1939, hvor han havde plantet en tidsindstillet bombe i en bierstube, hvor alle de ledende nazister samledes hvert år på denne dato, og Hitler skulle holde en af sine normalt endeløse taler. Desværre for Elser, men måske i endnu højere grad for Europa, fattede Hitler sig netop den dag i sjælden korthed og havde forladt stedet 13 minutter, inden bomben gik af. I stedet døde og såredes mange uskyldige, noget Elser var helt nedbrudt over, da han fik det oplyst i fængslet.

Filmen handler om Nazi-Tysklands måde at tackle denne ensomme ulv på, samtidig med at vi i tilbageblik får indsigt i, hvad der fik ham til at gå til sådanne yderligheder, mens de fleste omkring ham enten blev nazister, rettede ind eller – i bedste fald – protesterede på mere primitive, men frugtesløse måder.

Filmen er fra samme instruktør, Oliver Hirschbiegel, som en af de senere årtiers mest berømte tyske film, “Der Untergang“, fra 2004. Det mærkes tydeligt, selvom denne er om muligt tungere og tristere.

Tilbage til overskriftens mod. Igennem filmen bliver man hele tiden mindet om, hvor meget mod der kræves for at stå op imod tyranner, magthavere, dårlige chefer, bøller. De har i et eller andet omfang krammet på dig, og du er simpelthen nødt til at være parat til at ofre dig – i det små eller større – hvis du vil gå op imod magten. Det er der god grund til at tænke over i denne tid.