Af Lars Movin

Jeg har netop set Laurie Andersons fremragende film, “Heart of a Dog”, som på overfladen handler om den elskede terrier Lolabelle, men som på et dybere plan naturligvis kredser om tabet af ægtemanden Lou Reed – og om vores forhold til liv og død sådan i al almindelighed.

Grebet minder på mange måder om dét, som Patti Smith for nylig i bogen “M Train” (2015) lagde ned over tabet af SIN livsledsager, musikeren Fred “Sonic” Smith. Gennem beskrivelser af det tomrum, som tabet af den elskede efterlader, fremkaldes noget, der er større end det specifikke menneske, nemlig den betydning, den pågældende har haft for afsenderen.

“It’s not easy writing about nothing,” indleder Patti Smith sin bog. Hvorpå hun giver sig til at føre logbog over sin hverdag i en verden, der for altid vil være kendetegnet af et hul, et tomrum, der præcis har den tabte livsledsagers konturer. Fred “Sonic” Smith nævnes kun få gange, men han er til stede på hver eneste side i bogen.

Laurie Anderson bruger andre ord, men målet og metoden er den samme. Filmen fortælles konsekvent i slørede og poetiske billeder, en mesterligt konstrueret montage af antydninger og anelser, drømmesyn og visioner, erindringsglimt og gulnede overvågningsbilleder, alt sammen gennemsyret af tomhedsfølelsen efter den tabte livsledsager.

Anekdoterne handler om den intelligente Lolabelle, som i sin alderdom mistede synet og til gengæld fik en øget sensibilitet over for eksempelvis billedkunst og musik. Men bag det udsagte lurer ægtemanden – og skulle nogen være i tvivl om, at ordene i lige så høj grad er møntet på Lou Reed, lader Anderson filmen slutte med hans stemme i sangen “Turning Time Around” og et billede, hvor hans furede ansigt får lov til at fylde lærredet helt ud.

Så stærkt, fordi stemme og ansigt netop får lov til at tone frem på et nøje komponeret bagtæppe af fravær.