Néné går i Grand: Heart of a Dog

Da jeg var så’n rigtig ung, i tyverne, boede jeg sammen med to andre i et temmelig anarkistisk mini-kollektiv i Tordenskjoldsgade i København K. Vi hørte enormt meget musik og holdt nogle gevaldige fester og fattede ikke, hvorfor naboerne brokkede sig. Nu forstår jeg dem godt og siger undskyld med tilbagevirkende kraft. Et nummer, der altid blev spillet sent på natten, var Laurie Andersons undergrundshit Oh Superman, som du kan høre eller genhøre herover. En af mine samboer havde et seriøst crush på Anderson, så det nummer er en væsentlig del af soundtracket til min ungdom.

Men efterfølgende har jeg ikke fulgt med i hendes produktion, hverken som musiker eller som kunstner. Det, kan jeg nu se, var en stor fejl, for ‘Heart of a Dog’ er et kunstværk i alle dimensioner og holder både syns- og høresansen fuldt optaget hele vejen.

Rat Terrier Ruby

Hunden, Lolabelle, er central i filmen, og med et glimt i øjet tillægger Anderson den alverdens menneskelige egenskaber, som kæledyrsejere har for vane. Det er både sjovt og effektfuldt. Hun fortæller også om sit noget anstrengte forhold til sin mor, der afsluttede livet med at sige: Thank you so much for having me! Et andet emne, der forekommer helt fuldstændig ude af kontekst, når jeg skriver om det her, er det overvågningssamfund, som vi nu har levet i siden 9/11. Men når Anderson fortæller om det, så hænger alting sammen.

Hun bruger alle tænkelige og utænkelige redskaber i denne film. Fx bruger hun igen og igen dette vidunderlige og ganske ukarakteristiske maleri af Goya:

Goya_Dog_1820-23

 

Hun maler oven på det, hun “ridser i filmen” – jeg har ikke nok filmisk forstand til at vurdere, om hun har brugt gammeldags film og siddet og ridset i den eller om det er moderne tricks – men det har i hvert fald den effekt. Hun er endvidere selv en mere end habil tegner/maler, hvilket vi også hele tiden ser brugt. Filmklip lægges oven i filmklip, blandt andre mange fra hendes egen barndom. På lydsiden er det det samme. Men det bliver aldrig kakofonisk, understreger blot hendes budskaber. Filmen er et af de bedste eksempler, jeg har set på stream of consciousness – flowet er helt naturligt og føles aldrig (for)tænkt.

 

 

 

Du skal se den her film, hvis

  • du er glad for hunde
  • du er glad for elektronisk, eksperimenterende musik
  • du er glad for kunst, især den type kunst, der mixer genrer
  • du var vild med Lou Reed (de var gift til hans død i 2013)
  • du interesserer dig for mor/datter-relationen
  • du er interesseret i Buddhisme
  • du interesserer dig for Wittgenstein, David Foster Wallace eller Søren Kirkegaard
  • du interesserer dig for vores forhold til døden
  • du interesserer dig for den tiltagende overvågning i samfundet
  • du er vild med New York City

Og så har Anderson den mest vidunderlige, hypnotiserende, fængslende fortællerstemme, der fører os blidt ved hånden gennem hele filmen.

* * *

Jeg var så heldig at være til premieren, hvor Laurie Anderson selv dukkede op og svarede på spørgsmål. Eller, dvs., hun sagde det, hun havde lyst til at sige og lod som om, hun svarede på spørgsmålene. Det var beundringsværdigt gjort. Men hun indledte altså også med, at hun ikke brød sig så meget om Q & A’s. Filmen slutter med Turning Time Around af Lou Reed, og hun fortalte et rørt publikum, at hun altid er nødt til at gå ind i salen, inden sangen starter, fordi hun ellers får fornemmelsen af, at han er inde i salen. Av mit hjerte!

* * *

Néné er fast gæste-blogger på Grand-bloggen og blogger desuden på sin egen blog her.

3 Responses

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s