11-årige Nicolas bor sammen med sin mor i en landsby udelukkende beboet af kvinder og unge drenge. På et hospital med udsigt over havet udsættes drengene for en mystisk medicinsk behandling. Nicolas er tilsyneladende den eneste, som undrer sig over, hvad der sker omkring ham. Han fornemmer, at hans mor lyver for ham, og han beslutter sig for at finde ud af, hvad hun laver om natten på stranden sammen med de andre kvinder. Dét han opdager, bliver starten på et mareridt, som han hjælpeløst omsluttes af. Men i Stella, den unge sygeplejeske på hospitalet, finder Nicolas uventet en allieret. ‘Evolution’ er en mørk rejse ind i barndommens mærkelige verden af fantasi og ængstelse.
Filmen er instrueret af Lucile Hadžihalilović, der er gift med den franske instruktør Gaspar Noé.