Som én af mine kolleger påpegede ved et møde i Toronto: Der produceres tæt på 2.000 film om året i Europa, så der er virkelig meget at vælge imellem – og mange film, som glider over i glemsel. Den kritiske masse bidrager dog også til at filmene ind i mellem glider umærkeligt over i hinanden, om det er så er tematisk, æstetisk eller bare i form af pudsige sammenfald.

Min sjoveste oplevelse i år var to stk. Jeremy Irons i streg. Først så jeg J.G. Ballard-filmatiseringen ’High-Rise’ indspillet i et brutalistisk højhus Nordirland. Her inkarnerede Jeremy Irons filmens overklasse, der bor på øverste etage og blandt andet bruger tiden på at spille squash.

Herfra gik jeg direkte videre til ’The Man Who Knew Infinity’ om et indisk, matematisk geni, der kommer til England og vinder gehør for sine teorier ansporet af en mentor med stiff upper lip og ateistiske tilbøjeligheder. Og han spilles såmænd af Jeremy Irons – og også her toner han frem på lærredet med en ketsjer i hånden. Denne gang er det bare tennis, det gælder, men alligevel… weird.

Begge film overlever sammenfaldet. Værre er det, når synkroniciteten rammer på et mere overordnet plan. To vulkan-film på ét år er mindst én for meget. Det samme med to Alexander den Store-film. Man kan også overveje, hvor stort behovet har været for to film om Yves Saint-Laurent eller Coco Chanel indenfor få måneder.

Hvad Chanel angår, så havde vi selv fornøjelsen af at distribuere den ene. Det var den med Mads Mikkelsen som Igor Stravinsky. Filmen havde et helt andet fokus end den, hvor Audrey Tautou spillede hovedrollen, men forhindrede ikke filmene i at kannibalisere hinanden.

Et lignende scenarie kan være på vej. I Toronto viste man to film med meget beslægtet indhold baseret på Florence Foster Jenkins , der var var rig nok til at betale sig frem som operastjerne – selv om hun ikke havde en tone i livet. Stephen Frears’ film hedder slet og ret ’Florence Foster Jenkins’ og skulle ramme biograferne næste år. I Toronto blev den vist ved en lukket kørsel for udvalgte filmindkøbere, mens den franske ’Marguerite’ – med afsæt i samme historie, men maskeret under et andet navn – havde verdenspremiere i Venedig.

Heldigvis er der dog forskel (længe leve den lille forskel!), og én nok så væsentlig er det sprog, filmen er indspillet på. Satser vi på…

Fotos:
Meryl Streep som Florence Foster Jenkins
Catherine Frot som Marguerite… inspireret af Florence Foster Jenkins