Af Kim Foss, Cannes

Cykelprojektet lykkedes.

Jeg er nu tohjulet i Cannes. Men inden jeg nåede at glæde mig for meget over det, ringede min datter Selma på 10 og sagde, at hun savnede mig.

Tre dage inde i festivalen. Jeg savner også hende – og resten af familien.

Og en kort sammenregning får det ikke til at stikke mindre i hjertet. Allerede nu har jeg sammenlagt tilbragt et halvt år af mit liv i Cannes.

‘Fish Tank’?

Jeg gyser ved tanken og kaster mig videre i programmet, der bl.a. omfatter Andrea Arnolds socialrealistiske ‘Fish Tank’. Den er glimrende.

Men kan den også sælge billetter? De to ting hænger ikke altid sammen.

Mette og jeg er enige: Vi afventer og tygger på den.

Også selv om vi faktisk havde succes med instruktørens første film, ‘Red Road’. Og selv om Andrea er et vældig sympatisk bekendtskab.

Da vi lancerede hendes første film, havde vi hende på visit i København et døgns tid, så hun kunne møde pressen. Vi sluttede af på Grøften i Tivoli og fik vist en lige så stor én på opleveren som vores udenlandske gæst.

Om eftermiddagen måtte jeg holde filmfri, for Nordisk Film & TV Fond lancerede et nyt filmstøttesystem, Nordic High Five, og der skulle jeg være til stede.

Camera Film er den danske partner i projektet, og formålet er, at få flere film fra de nordiske lande op i nabolandenes respektive biografer.

Det går nemlig ikke af sig selv. Faktisk er vi rigtigt dårlige til at interessere os for f.eks. norsk film, selv om det i bogstaveligste forstand er der, at det sner lige nu.

Til receptionen på den skandinaviske stands terrasse – med smuk udsigt over Middelhavet – nøjedes folk nu med at kaste drinks indenbords, så måske er projektet så indlysende godt, at der ikke er spørgsmål at stille?

Hanne Palmquist, som er chef for Nordisk Film & TV Fond, var i hvert fald meget tilfreds. Og jeg kunne med god samvittighed snige mig tilbage i biografmørket, hvor der var verdenspremiere på Francis Ford Coppolas seneste film – bivånet af instruktøren selv.

Franskmændene har en faible for de amerikanske auteurs, så inden festtaler og velkomst var overstået, var der næsten gået en time.

Og så var der kun en halv film tilbage, hvis jeg skulle nå min middagsaftale med Nordisk Film Distribution.

Et dårligt udgangspunkt for indlevelse, og jeg gik tidligt fra visningen.

Hvilket også skyldtes, at den arty-farty – i digital sort/hvid – argentinske film overhovedet ikke bed på mig.

Det gjorde middagen heldigvis. Den blev, som traditionen foreskriver, indtaget på en vietnamesisk restaurant, hvor man ikke kan finde ud af det der med betalingskort, men til gengæld laver mad af en anden verden.

Nedsvælget til en sund kombination af branchesnak og almindeligt, vedkommende personligt stof, som der ellers ikke levnes meget plads til ved middagskonversationerne i Cannes.

Undervejs mødtes jeg kort med den i København bosiddende, men ultra-franske producent Philippe Bober.

Efter et lang tids frem og tilbage fik vi endelige skrevet kontrakt på ‘De ufrivillige’, der var den svenske hardhitter på sidste års Cannes-festival.

Med støtten fra Nordic High Five tør vi godt kaste os ud i det eventyr. På vejen hjem stak jeg også inden om Grand Hotels terrasse, hvor natteravnene holder hof.

Vor finske samarbejspartner Mika fortalte, at morgendagens hemmelige visning af en af efterårets mulige storfilm i vort regi – hvis vi altså mener, at vi har råd – var flyttet en time den forkerte vej.

Havde jeg ikke mødt ham, var jeg og en masse andre mennesker gået galt i byen. Så jeg cyklede hjem og fik budskabet sms’et ud.

Og så elles på hovedet i seng. Morgendagen truer med film fra væg til væg – fem i rap for at være helt præcis.

Denne artikel blev første gang bragt i Politiken den 15. maj 2009.