Af KIM FOSS, Cannes

Så er filmkøberens Cannes-festival sparket i gang.

I bogstaveligste forstand.

Et af de selskaber, som vi i Camera Film køber flest film af hedder Wild Bunch.

Og de havde indbudt de førstankomne festivalgæster til fodboldkamp på et stadion, der viste sig at ligge lovlig mange kilometer uden for Cannes.

Hvilket i mit tilfælde betyder dobbelt svage ben dagen derpå, for jeg tog turen på min nyindkøbte cykel, der de næste ti dage skal transport mig fra film til film og møder og alt det andet på rekordtid – og præcis som sidste år købt til en væsentligere lavere pris, end hvis jeg havde valgt den lokale cykeludlejning.

En krone sparet er en krone tjent. Også i filmbranchen.

Men tilbage til Wild Bunch.

Det vilde slæng har opkaldt sig selv efter en western af Sam Peckinpah og lever fint op til navnet.

Det er dem, der kører den hårdeste stil på rivieraen – både på og udenfor for banen.

Så meget passende starter min festival ikke med Robin Hood og glitz og glamour, men med en venlig souvenir tatoveret på min ankel af selskabets direktør Vincent Maraval.

I kampens hede udsatte han mig for en glidende tackling af den type, man normalt ikke oplever i venskabskampe. Værterne var åbenlyst pressede.

I virkeligheden slap jeg billigt, og stemningen fejlede ikke noget, da filmfolket efterfølgende blev bænket ved en interimistisk bar, hvor man havde lagt sig i selen og fremskaffet den største paellapande, jeg har oplevet på denne side af Pyrenæerne.

Vincent bidrog til festlighederne ved at læse den franske holdopstilling til VM i Sydafrika op for gæsterne, men helt efter bogen fandt vi hurtigt tilbage til vante gænge, dvs.filmsnak, filmsnak og mere filmsnak.

Jeg sad til bords med en tysk distributør, der kunne fortælle om et øjensynligt helt fantastisk hollandsk remake af ’Gamle mænd i nye biler’, der blev omdøbt til ’Vet hard’ (og ’Volle gas’ i Belgien!).

Den var ny for mig.

Og ganske opløftende, for når selv Lasse Spang Olsen bliver et eksempel til efterfølgelse ude i den store verden, så er der vel håb for den kriseramte danske film?

Jeg kørte i hvert fald hjem i godt humør – på egne og filmens vegne.

Næste punkt på dagsordenen var et møde med Daniela fra Doc. & Film, som havde inviteret min kollega Mette og jeg på kaffe for at få underskrevet en kontrakt på en film, som vi egentlig skulle have haft lukket tilbage i Berlin, Frederick Wisemans balletdokumentar ’La Danse’.

Filmen går tæt på balletten, som holder til på den berømte Opera i Paris, og som alle Wisemans film er det en rigtig som-at-være-der-selv-oplevelse.

Men filmen er også mere krævende, end hvad vi ellers beskæftiger os med, så salgsmødet blev hurtigt et markedsføringsmøde.

Hvorefter vi hastede videre til endnu et hængeparti fra Berlin, graffiti-kunstneren Banksys smågeniale ’Exit Through the Gift Shop’.

Som også ville være fantastisk at sætte op, men som sikkert ville være en mindst en mindst lige så stor udfordring som Wisemans balletfilm.

Indtil videre behøves vi dog ikke bryde os selv med den.

Filmens amerikanske salgsagent forlanger et forskud i den ublu afdeling, og når prisen sættes for højt, risikerer filmen nemt at gå direkte på dvd.

Salgsagenterne kan nemlig godt vælge slet ikke at sælge en film frem for at tabe ansigt ved at acceptere en brøkdel af den oprindeligt forlangte salgssum.

Det kan jeg tids nok ærgre mig over. Nu er det videre til næste levende billede.

Denne klumme blev bragt første gang i Politiken den 14. maj 2010.