Af Kim Foss i Cannes

Så spidser det endelig til.

Efter ni relativt fredsommelige dage i import-eksport-afdelingen begynder mobilen at gløde.

Jeg har netop skrevet kontrakt på festivalens afslutningsfilm, ’The Tree’, som Mette og jeg så i tirsdags – og straks bød ind på.

Solbrillerne duggede behørigt, da vi drøftede filmen efter den lukkede markedsvisning.

Filmens på en gang sarte og gribende behandling af en ung kvindes sorgarbejde oven på hendes mands pludselige død trak stærkt i hjertetrådene.

Og med Charlotte Gainsbourg i en en blændende hovedrollepræstation, må den kunne gøre det godt i de danske biografer.Den på alle leder væsensforskellige ’Antichrist’ har helt sikkert banet noget af vejen.

’The Tree’ har fransk premiere i august i ikke mindre end 600 kopier, så også hernede ligger forventningerne i det høje leje.

Nicholas fra Memento Film, som vi købte rettighederne af, satte os straks i kontakt med filmens presseagent i Cannes. Nu skal der sættes interviews op, mens både filmens instruktør og hovedskuespillere stadig er tilgængelige.

Og så videre til endnu et par forhandlinger på film, som jeg i heldigste fald lukker i morgen. Fortsættelse følger.

Midt i det hele stod Mick Jagger og strålede om kap med helikopter og undervandsbåd på det festklædte dæk
Jagger i Cannes.

Gårsdagens hovedbegivenhed kunne staves med to ord: Mick Jagger.

Rullestenen var i byen for at præsentere en ny dokumentarfilm om Rolling Stones’ indspilning af klassikeren ’Exile on Main Street’, der fandt sted i Keith Richards’ villa i Villefranche-sur-Mer for snart 40 år siden – ikke så mange kilometer fra Cannes.

Jeg har selv besøgt fiskelejet for at se Jean Cocteaus vægmalerier i et kapel ved havnen, og gudhjælpemig om ikke den fransk-canadiske instruktør Xavier Dolan havde benyttet selvsamme Cocteaus streger som visuelt krydderi sin nye film, ’Les Amours imaginaires’, som jeg så i dag.

Synkron-impulser er der mange af, når man svælger i film fra morgen til aften.

Men tilbage til Jagger, for ham kom jeg i privilegeret nærkontakt med.

Rolling Stones-filmens instruktør Stephen Kijak er en god festivalven, som jeg sidst så, da han var på gennemrejse med et dokumentarprojekt i den halv-kommunale afdeling sidste forår og boede i vores lejlighed i København.

Det var dengang. I år rejser Stephen på første klasse, og jeg blev taget med på noget af turen.

Microsoft-medstifteren Paul Allen havde nemlig åbnet sin enorme yacht for et lille eksklusivt selskab på 150 mennesker, der skulle fejre Mick og filmen.

Bono, Johnny Depp og Prins Albert stod på gæstelisten, men dukkede ikke op.

Det gjorde Emily Blunt, Adrian Brody og Ryan Gosling til gengæld, så semi-celebert var det alligevel.

Og midt i det hele stod Mick Jagger, der er blevet en kende furet i forhold til den filmversion anno 1972, som vi netop havde set i biografen, men som ikke desto mindre strålede om kap med helikopter og undervandsbåd på det festklædte dæk.

Traktementet fejlede heller ikke noget. Selv pizzaerne var i luksusklassen – med trøfler.

Derfor var det med en vis nervøsitet, at jeg spurgte bartenderen, om han kunne skænke mig en Red Bull med vodka.

Energidrikken er en overlevelseseliksir for overarbejdede festivalfolk, men det er ikke noget, vi praler med. På M.Y. Octopus faldt der ingen skæve blikke.

Til gengæld måtte jeg gøre korsets tegn, da værten stillede op med et kopi-band, der gav de gamle Stones-hits, så det rev i ørerne. Ren helligbrøde, men Mick så ud til at tage det pænt.

Normerne er med sikkerhed nogle andre på de store lystyachter, der ligger til anker i bugten ved Cannes. Så jeg tog den første båd tilbage til fastlandet og den lille båd i Cannes’ havn, som jeg bor på, når jeg er på festival.

Den kan være i Paul Allens badeværelse.

Denne artikel blev første gang bragt i Politiken den 20. maj 2010.